SundhedspAedagogik og sundhedsfremme. Aarhus University Press
Читать онлайн книгу.
I. (1976). The Limits to Medicine – Medical Nemesis: The Expropriation of Health. Harmondsworth: Penguin.
KELLEHER, D., GABE, J. & WILLIAMS, G. (1994). Understanding medical dominance in the modern world. I: Gabe, J., Kelleher, D., & Williams, G. (red.) Challenging Medicine. London: Routledge.
KELLY, M.P. & CHARLTON, B. (1995). The modern and the postmodern in health promotion. I: Bunton, R., Nettleton, S. & Burrows, R. (red.) The Sociology of Health Promotion. London: Routledge.
LUPTON, D. & CHAPMAN, S. (1994). Two studies of public health news. I: Chapman, S. & Lupton, D. (red.) The Fight for the Public Health: Principles and Practice of Media Advocacy. London: BMJ Publishing.
NAVARRO, V. (1976). The underdevelopment of health of working America: causes, consequences and possible solutions. American Journal of Public Health, 66:538-47.
PETERSON, A. & LUPTON, D. (1996). The New Public Health: Health and Self in the Age of Risk. London: Sage.
ROKEACH, M. (1973). The Nature of Human Values. New York: Free Press.
STERNBERG, P. (2002). Nicaraguan Men’s Involvement in Sexual and Reproductive Health Promotion. Unpublished Ph.D. thesis. Leeds: Leeds Metropolitan University.
TONES, B.K. & TILFORD, S. (2001). Health Promotion: Effectiveness, Efficiency and Equity (3. udg.). London: Nelson Thornes.
TONES, B.K. & GREEN, J. (2004). Health Promotion: Planning and Strategies. Sage: London.
WALLACK, L. (1998). Media advocacy: a strategy for empowering people and communities. I: Minkler, M. (red.) Community Organizing and community Building for Health. New Brusnwick: Rutgers University Presss.
WHO (1984). Health Promotion: a Discussion Document on the Concepts and Principles. Copenhagen: WHO Regional Office for Europe.
WHO (1986). Ottawa Charter for Health Promotion. International Conference on Health Promotion, Ottawa 17.-21. november, Copenhagen: WHO Regional Office for Europe.
WHO (1988). Healthy Public Policy – Strategies for Action the Adelaide Recommendations. Genève: WHO.
Sundhedspædagogik for ældre – mod nye horisonter
KARI KRAGH BLUME DAHL
Pædagogik, herunder sundhedspædagogik for målgruppen i ‘den tredje alder’, er et både teoretisk, empirisk og i praksis underbelyst, men vigtigt område. Kapitlets formål er at identificere mere differentierede, positive og handlingsrettede tilgange til en sundhedspædagogik for ældre, som tager udgangspunkt i ældres særlige forudsætninger og behov. Udgangspunktet i kapitlet er, at der er meget lidt viden om pædagogiske og sundhedspædagogiske aspekter af alderdom og aldring, og at gruppen af ældre er en meget heterogen masse med vidt forskellige forudsætninger, ønsker og behov. Endelig befinder ældre mennesker sig i en på mange måder ‘ny’, men også afsluttende fase af livet, som skaber særlige problemstillinger i den sundhedspædagogiske tilgang. Kapitlet bygger på kritisk sundhedspædagogisk teori med fokus på handlekompetence, forskning i hverdagsliv samt ældrepædagogisk teori og praksis. Derudover inddrages empiriske data fra et sundhedspædagogisk casestudie. I kapitlet peges på, at tre centrale optikker som hverdagsliv, kritisk bevidstgørelse samt en positiv tilgang til ældres ressourcer, herunder ældres motivation, bliver vigtige elementer i en handlingsfremmende sundhedspædagogik for ældre, som til slut sammenfattes i fire sundhedspædagogiske perspektiver på intervention over for målgruppen af ældre.
Introduktion
Ældrepædagogik er en ny og på mange måder ubelyst pædagogisk disciplin i Danmark, som har optaget en marginal position både i det forsknings- og udviklingsmæssige felt og i den daglige, samfundspædagogiske praksis (Synnes, 2002; Hansen, 2002, 2006). Få har beskæftiget sig med målgruppen ‘den tredje alder’ i et pædagogisk perspektiv, og endnu færre med de sundhedspædagogiske aspekter af samme. Der mangler viden om og erfaring med ældrepædagogiske indsatser, og dette særligt inden for det sundhedsfaglige område.
At tilrettelægge sundhedspædagogik over for ældre er tredobbelt udfordrende. Kapitlet tager udgangspunkt i følgende teser:
• Der er meget lidt viden om pædagogiske, herunder sundhedspædagogiske, aspekter af alderdom og aldring.
• Gruppen af ældre er en meget heterogen masse med vidt forskellige forudsætninger, ønsker og behov.
• Ældre mennesker befinder sig i en på mange måder ‘ny’, men også afsluttende fase af livet. Dette skaber særlige problemstillinger omkring nyorientering og krisebearbejdning og accentuerer de sociale og psykologiske aspekter i en sundhedspædagogik over for ældre.
Kapitlet giver et teoretisk bud på mulige perspektiver i en sundhedspædagogik for målgruppen ‘den tredje alder’. Formålet er at udfordre den klassiske opfattelse af sundhedspædagogik for ældre som omsorg, behandling og pleje, og identificere mere komplekse, brede og positive sundhedspædagogiske tilgange, som inddrager differentierede tilgange til ældres forudsætninger og behov.
Det tematiske udgangspunkt er en handlingsfremmende pædagogik, der sigter mod personlig og social udvikling og forandring. Udfordringen bliver at centrere de ældre i de sundhedspædagogiske læringsprocesser og at udvikle undervisningsprocesserne omkring disse til at blive mere inklusive og deltagende. Handlekompetence (Jensen, 1993) er et pædagogisk koncept, der i sundhedspædagogikken kan rettes mod at fremme ældres muligheder for at blive aktive, kompetente og opnå indflydelse på og bemestre egen og andres sundhedssituation. Gennem teoretiske optikker og med eksempler fra et empirisk arbejde i et casestudie giver kapitlet et bud på, hvad en handlingsfremmende sundhedspædagogik for ældre kan tage udgangspunkt i.
Kapitlets udgangspunkt er, at alderdom er en social og kulturel konstrueret kategori (Gergen & Gergen, 2000; Gubrium & Holstein, 2003a), som kræver en multikulturel og facetteret analyse i en sundhedspædagogik for ældre.
Kapitlet sætter først fokus på handlekompetence som udfordring i en sundhedspædagogik for ældre, derefter på tre vigtige, men underkendte perspektiver på ældres læring og alderdom samt de sundhedspædagogiske implikationer heraf: ældres hverdagslivslæring, der bygger på forskning i hverdagsliv (Bourdieu, 1979; Heller, 1984; Madsen, 1994), kritisk bevidstgørelse som dannelsessocialisering, der bygger på kritisk sundhedspædagogisk teori med fokus på handlekompetence (Jensen, 1993; Jensen & Schnack, 1995) samt alderdom som positiv ressource, der bygger på ældrepædagogisk teori og praksis (Gergen & Gergen, 2003; Gubrium & Holstein, 2003b; Synnes, 2002). Herudover bygger kapitlet på et casestudie af en sundhedspædagogisk intervention over for ældre (Dahl, 2007).1
De tre perspektiver er relateret til hinanden ved med forskellige og på mange måder komplementerende tilgange at fokusere på ældres muligheder for læring, kompetence og handling. Der peges på, at hverdagsliv optager en central rolle i ældres liv og derfor kan være udgangspunkt for mange former for læring, også overskridende og forandrende læring. Kritisk bevidstgørelse og en positiv tilgang med udgangspunkt i ældres ressourcer udgør ligeledes pædagogiske muligheder for udviklende læring og bliver derfor andre vigtige perspektiver i en sundhedspædagogik, der sigter mod at fremme og forandre ældres kompetencer og muligheder for handling inden for sundhed.
Artiklen ender op med at diskutere de tre perspektiver plus et fjerde tværgående perspektiv om ældres ressourcer og kapaciteter, som bliver vigtige i en handlingsfremmende sundhedspædagogik for ældre.
Alderdommen konstrueret
At vide noget om deltagerne er forudsætningen for at tilrettelægge en hensigtsmæssig og udbytterig intervention. Alle mennesker er forskellige, og for