Panserkrydseren Averoff, Grækenlands trumfkort i søkrigen mod Det Osmanniske Rige under Balkankrigene 1912-13. Gave fra en stenrig græker fra Alexandria, Georgios Averoff

      Venizelos kunne inspirere – og splitte – som ingen anden politiker før og siden, og hans appel rakte så langt, at han formåede at mobilisere grækere også uden for nationalstatens grænser. Det gjaldt de græske samfund i såvel sultanens rige som i det britisk dominerede Egypten, hvor bomuld var datidens olie. Sidstnævnte var særligt vigtig, fordi landets ’hvide guld’ havde skabt en stenrig handelsklasse, som talte græske familiedynastier. Deres overhoveder var internationale forretningsmatadorer, som samtidig gennem deres virke som euergeter – dvs. velgørere – sikrede de lokale græske samfund sammenhængskraft og vækst: De afholdt udgifterne til udbygningen af en omfattende social infrastruktur, som talte skoler, børnehjem, alderdomshjem, hospitaler og andre velfærdsinstitutioner.

      Magtfulde magnater så Venizelos som fremtidens mand og begyndte derfor også at rette deres velgørervirksomhed mod Grækenland. Georg Averoff fra Alexandria finansierede en betydelig del af genopbygningen af Det Panathenæiske Stadion, som er omtalt tidligere. Hans rolle var også central i forbindelse med Grækenlands flådeoprustning i årene op til Balkankrigene 1912-13, hvor han stod for hovedparten af udgifterne til bygning af flagskibet Averoff – en panserkrydser, hvis ildkraft gav Grækenland overtaget i søkrigen mod sultanens skibe og banede vejen for, at de østlige øer i Ægæerhavet kom under græsk kontrol. I dag ligger Averoff permanent for anker i kvarteret Palió Fáliro nær havnebyen Piræus og er blevet lavet om til museum.

      Andre som Emanuil Benakis, ligeledes fra Egypten, og en nær ven til Venizelos, gjorde politisk karriere i Grækenland: I 1914 blev Benakis valgt til borgmester i Athen. Benakis-familiens betydning afspejles også i et museum ved samme navn, som er grundlagt af Emanuils søn, Antonis. Museet har til huse i familiens tidligere domicil på Vasilísis Sofías-boulevarden over for Nationalparken. Her kan man besøge en rig samling af 2000 års græsk kunst, som samtidig tydeligt reflekterer, at den er opstået og udviklet i nærøstlig kontekst.

      I samme ånd åbnedes en afdeling ved Kerameikos for islamisk kunst. Benakis’ datter Penelope var en fremtrædende figur på det litterære parnas. Hun er desuden oldemor til landets statsminister og lederen af partiet Nyt Demokrati, Antonis Samaras.

      Penelope var også stridens æble i et trekantdrama mellem sin elsker Ion Dragoumis og sin ægtemand Stephanos Deltas. Affæren fik politiske overtoner, da Dragoumis, som også var en af Venizelos’ modstandere, den 31. juli 1920 blev myrdet i Athen på en af byens store udfartsveje, Vasilísis Sofías i området Ambelókipi. Gerningsmændene var fanatiske tilhængere af Venizelos. Siden det tidspunkt og frem til sin død i 1941 bar Penelope sort, mens der den dag i dag står en mindesten på Vasilísis Sofías nær Hotel Hilton på det sted, hvor Dragoumis blev myrdet.

      katastrofen i lilleasien

      Grækenland kom sejrrig ud af Første Verdenskrig. I de følgende år syntes Venizelos på nippet til at indfri Den Store Idé: I 1919 fik Grækenland overhøjhed over Smyrna (Izmir) på Lilleasiens vestkyst med udsigt til også at kunne overtage Konstantinopel. Den Store Idé endte imidlertid i et mareridt, da den græske hær i 1922 blev løbet over ende af Kemal Atatürks tyrkiske nationalister og over hals og hoved måtte rømme Anatolien. Dette er kendt som ’Katastrofen i Lilleasien’ – ikke mindst, fordi nederlaget i sit kølvand trak omkring halvanden million græsk-ortodokse med sig, som i løbet af 1922 og 1923 strømmede til Grækenland som flygtninge og med et slag forøgede landets befolkning med omkring 20 % og Athens i nærheden af 50 %.

      Flygtningenes ankomst ændrede også landets økonomiske profil. Rigeligheden af billig arbejdskraft blev startskuddet til Grækenlands industrialisering, som især prægede Athen og Piræus. De græsk-ortodokses exit fra Anatolien flyttede også tyngdepunktet i handel og skibsfart i Levanten fra Lilleasien til Athen og gjorde Piræus til en international havn. De bragte hidtil uset ekspertise i handel med sig. Der var tale om folk, der bevægede sig hjemmevant over hele verden uden at lade sig imponere af nationale, politiske eller sociale grænser, og man behøver vel kun at nævne skibsrederen Onassis for at give et indtryk af, af hvilken kaliber de var, visse af disse forretningsfolk fra det græske Østen. Det var naturligvis langtfra alle, der blot tilnærmelsesvis nåede så højt op ad den sociale rangstige. Det store flertal kæmpede sig ud af social elendighed gennem hårdt arbejde.

      De mange flygtninge satte også deres spor på byens form: Athen og Piræus smeltede sammen, i takt med at der opstod nye kvarterer i og omkring byen. Kaisarianí, som ligger øst for centrum i retning af Hyméttos-bjerget, er et besøg værd: Dets torv byder på et rigt udvalg af fiskerestauranter og ouzeri’er, dvs. beværtninger, hvor der serveres ouzo og meze (en lille anretning af delikatesser). Torvet er desuden omgivet af lave toetages huse, som stammer fra dengang, det var et flygtningekvarter. Over for pladsen og bag kirken Tris Ierárches ligger Skopeftírio – som betyder skydebanen – den plads, hvor tyskerne under Anden Verdenskrig henrettede græske modstandsfolk. Stedet henligger i dag som en park, som kan besøges, og træer og abstrakte søjlegange tjener ligesom navnet selv som mindesmærke over de henrettede. I samme område ligger også Chárama, rebetiko-virtuosen Vasilis Tsitsanis’ gamle spillested – tilbagetrukket i en lille lund, som indgår i Skopeftírio.

      greek blues

      Trængslerne fra katastrofen i Lilleasien og fra en tilværelse i samfundets rand er nemlig især overleveret gennem musikken – nemlig i den såkaldte rebetiko. Genren stammer fra Lilleasien, først og fremmest Smyrna, og er kendt som Greek Blues, som siden blev spillet i små knejper i Athen og Piræus. Oprindeligt var mange af teksterne helt eller delvist på tyrkisk – en betydelig del af de osmanniske grækere var tyrkisk-talende – og teksternes ’kulisser’ var forhold fra den osmanniske virkelighed.

      Flere af sangene synges den dag i dag af tyrkiske udøvere og findes i både græske og tyrkiske versioner. Siden blev teksterne mere og mere græske, og genren skabte en række stjerner, f.eks. Vasilis Tsitsanis, som er kendte den dag i dag. Den voksede i popularitet med grammofonens udbredelse, hvor de græske immigrantsamfund i USA og musikindustrien kom til at spille en væsentlig rolle. Sangene handler om kærlighed og libido, stoffer og elendighed. De har ofte et element af nostalgi eller en brod af social indignation og politisk kritik.

      Her følger teksten til ”Der er ingen anden Gud end Allah” (”Bir Allah”), som ikke helt vil give slip på det tabte hjemland i Anatolien, hvor jo kaldet til bøn var en del af hverdagens lydbillede, på samme måde som kirkeklokker og dansk landsbyidyl hænger sammen: