Athen. Aarhus University Press
Читать онлайн книгу.
Et par græske søfolk bjergede senere liget og bragte det til Odessa, en by med mange græske immigranter. Det er formodentligt også det motivet på hans marmorskrin i domkirken refererer til, hvor vi ser to engle eskortere hans kiste på dens sejlads mod sikker havn.
Det var imidlertid først i 1871, at hans jordiske rester blev lagt til hvile i Athens domkirke. Dette skete efter ønske fra den græske regering og markerer samtidig afslutningen på en symbolsk proces, hvor Gregor V forvandles fra sin oprindelige og officielle rolle som økumenisk patriark til national martyr. At det måtte tage sin tid, skyldtes nok ikke mindst, at båndene mellem den græske statskirke og det økumeniske patriarkat først måtte heles, hvilket skete i 1850, hvor forbindelsen mellem de to kirker blev genoptaget.
Det var også vigtigt, at glemslen fik tid til at udviske begivenhedernes nøjagtige forløb: Gregor havde i sin egenskab af økumenisk patriark i 1821 trods alt lyst de græske frihedshelte i band og tordnet imod Den Græske Uafhængighedskrig som et brud på den hellige pagt, som kirken havde indgået med sultanen. Det kan derfor umiddelbart synes paradoksalt, at sultanen lod ham myrde, men begrundelsen var, at han ikke havde været i stand til at holde sin flok i ro.
parlamentet og síntagma-pladsen
Grækenlands selvstændighed var også et resultat af stormagtspolitik, hvor britisk, fransk og russisk diplomati var afgørende. De tre stormagter kunne derfor tvinge den nyoprettede stat til at underkaste sig den verdensorden, de havde etableret efter sejren over Napoleon ved Wienerkongressen i 1815. Der var tale om et konservativt system, som var rettet mod nationalisme og grundlovsprincippet, ja, mod alt det, som det revolutionære Frankrig havde repræsenteret. Ét af disse krav var, at nyoprettede stater skulle være monarkier. Hermed blev kimet også lagt til den konflikt, der i lange perioder af det 20. århundrede splittede Grækenland mellem republikanere og monarkister.
Revolutionen havde skabt Grækenland som en republik (1827-32), mens Athens nye værdighed som hovedstad er sammenfaldende med den første kongetid (1832-1924). Dette betød, at der skulle findes en konge og et palads. Kongen blev fundet i Bayern – en lilleputstat, som hverken havde magt eller tyngde til at tippe balancen mellem stormagterne. Mere vanskeligt var det at blive enige om at finde et sted til kongens palads. Byens beliggenhed ved foden af Akropolis fik fantasifulde arkitekter til at drømme om en kongsborg på toppen af selve klippen med Parthenon som nabo. Schinkel bød i 1834 ind med sådanne planer, der gav visuel næring til visionerne om det antikke Hellas’ genfødsel i det nye kongedømme, og hans skitser viser et stort anlagt palads, som dominerer toppen af Akropolis-klippen. Så vidt kom det dog ikke.
Det græske parlament (Vuli) set fra Síntagma-pladsen. Også kendt som Det Nye Parlament
Forslag om at placere slottet på den centrale Omónia-plads eller ved Kerameikos – det antikke Athens begravelsesområde – blev heller ikke til noget, og i stedet blev det placeret, der hvor vi finder det i dag: I den bygning, der huser parlamentet umiddelbart øst for Síntagma-pladsen. Arkitekten var Ludwig I af Bayerns bygmester, Friedrich von Gärtner, som har sat et betydeligt præg på bylandskabet i München. Planen blev omsat i et byggeri, der stod på mellem 1836 og 1847. Her residerede kong Otto og siden kong Georg I, indtil en brand i 1909 tvang de royale over i et nyere palæ bag Nationalparken med adresse på Herodes Atticus-gaden (Iródou Attikoú). Dette blev kendt som Det Nye Palads, mens Gärtners bygning med årene blev kendt som Det Gamle Palads.
Det Nationalhistoriske Museum i Athen, som huses i Det Gamle Parlament. Rytterstatuen er helten fra Den Græske Frihedskrig, Theodoros Kolokotronis
Síntagma-pladsen, som er en stor åben plads, ligger neden for parlamentet og vidner alene gennem sit navn om kampen mellem kongemagt og grundlovsfolk. Síntagma er ganske enkelt det græske ord for grundlov. Pladsen fik sit navn for at fejre den opstand, der den 3. september 1843 tvang kongen til at give landet en forfatning. Selv om der under Den Græske Uafhængighedskrig blev skrevet flere forfatninger, betragtes 1843-grundloven som den første.
I det meste af 1800-tallet og frem til omkring 1930 mødtes parlamentet i den bygning på Stadíou 13, som er kendt som Det Gamle Parlament og i dag huser Det Nationalhistoriske Museum. Det er rigt på nationale klenodier, der angår det moderne Grækenlands historie fra Konstantinopels fald i 1453 til Anden Verdenskrig.
national ekspansion og modernisering
Politisk var der også tale om en tid med store forandringer: Kong Otto blev afsat ved en opstand i 1863 og afløst af den danske prins Vilhelm, der blev Grækenlands nye konge – Georg I. Georg var ligesom Otto stormagternes valg og ikke grækernes. På den måde arvede han de samme interne problemer, som havde præget Ottos tid, nemlig det forhold, at kongemagtens stærke position i Grækenland kunne betragtes som udenlandsk intervention. På trods af grundlovens indførelse i 1843 lå en stor del af den politiske magt fortsat i kongens hænder, og det var praksis, at denne udpegede premierministeren uden hensyn til, hvad parlamentets flertal i øvrigt måtte ønske. Sådan havde Otto gjort, og sådan fortsatte Georg med at gøre. Ligesom i Danmark blev dette i 1870’erne til et uomgængeligt politisk problem.
I 1875 anerkendte Georg, at landets premierminister skulle udpeges af parlamentet, og i 1881 – 20 år før det skete i Danmark – blev dette omsat i praksis, da Charilaos Trikoupis blev landets førsteminister. Trikoupis lancerede sig som fremskridtets mand og betonede modernisering og industrialisering. På Trikoupis’ program stod også styrkelse af Grækenlands omdømme på de internationale finansmarkeder, hvad dog ikke forhindrede landet i at gå i betalingsstandsning i 1893 – en nyhed Trikoupis meddelte parlamentet med følgende ord: ”Desværre, mine herrer, vi er gået bankerot”.
I 1897 blev landets statsfinanser underlagt en international kommission, som havde fuld råderet over statens indtægter og kastede lange skygger helt frem til 1978, hvor dens rolle blev endegyldigt udspillet.
Trikoupis’ ærkerival Theodoros Delijannis stod for national ekspansion, således som visionerne i Den Store Idé udstak den, og vigtigst af alt, som han selv formulerede det, var Delijannis imod alt, som Trikoupis gik ind for. I årene 1875-1905 skiftedes de til at være premierminister ikke mindre end tolv gange, indtil Delijannis blev myrdet på trappen til det gamle parlament af en rasende gambler i protest mod regeringens lukning af en af byens spillehaller. Der findes intet mindesmærke, men trappen står stadig som et levende vidnesbyrd over stedet, hvor udåden blev udført.
Mens de to premierministres navne genfindes på flere af byens gadeskilte – bl.a. i Exárchia-kvarteret – er den vel nok mest markante symbolske arv, som de to rivaler efterlod, en erindring om nederlag og skuffelsens bitre tårer. Denne sindstilstand har givet navn til en plads i det centrale Athen, Platía Klafthmónos, der ligger langs Stadíou midt mellem Síntagma- og Omónia-pladserne med udsigt til Athens universitet på Panepistimíou-gaden, som er tegnet af Christian Hansen.
Navnet betyder Grådens Plads, fordi det var her høj og lav gik hen for at græde ud over et valgnederlag. Det er ikke længere kutyme, og måske har grækerne slet ikke flere tårer tilbage at græde i betragtning af de enorme kriser, politikerne har påført landet i de seneste år.
Det er også på denne plads vi finder Athens bymuseum. Det er et besøg værd for den, der søger efter dybde i det moderne Athens historie. Det huser en række forskellige samlinger såsom malerier, historiske fotografier fra Athen, portrætter, samt en model over Athen, som byen så ud i ca. 1840.
athen og græskheden i egypten
Hvor national ekspansion og modernisering var rivaliserende visioner mellem 1875 og 1905, blev de fra 1910 og frem grundlæggende elementer i en samlet målsætning, som statsmanden Eleftherios Venizelos gjorde til sit varemærke. Det var under Venizelos (1910-16 og 1917-20), at realiseringen af Den Store Idé for alvor begyndte at nærme sig