FORORD

      I de fleste antropologihistoriers horisont skimtes antropologien først kort efter midten af det 19. århundrede. Det kan være ansættelsen af Edward Burnett Tylor (1832-1917) som professionel antropolog, der henvises til, eller udgivelsen af hans Primitive Culture i 1871 eller hans Researches into the Early History of Mankind and the Development of Civilisation fra 1865.¹ Eller det kan mere generelt være evolutionstanken overført på de menneskelige samfund, der gøres til antropologiens fødsel med reference til Herbert Spencers (1820-1903) Principles of Sociology i 1876 eller sammenkoblingen af vor egen forhistorie og samtidens primitive folk hos John Lubbock (1834-1913) i The Origin of Civilization and the Primitive Condition of Man fra 1870. Eller det kan være Lewis Henry Morgans (1818-1881) store værk om slægtskabets udvikling i Systems of Consanguinity and Affinity of the Human Family fra 1870. Alle disse værker repræsenterer en periode, hvor der opstod et behov for og krav om videnskabeliggørelse af undersøgelserne af koloniernes indfødte befolkninger, af de europæiske nationalstaters folks fortid og af sammenhængen mellem disse ting. Dette var perioden, hvor der i de europæiske lande skete en radikal omdannelse af de enkelte nationers identitet og historie. Hvor identiteten tidligere i form af de enevældige kongers slægtshistorie havde refereret tilbage til enten Noas tre sønner Sem, Ham eller Kam og Jafet, den babylonske sprogforvirring eller til slaget ved Troja, blev nationens historie nu identisk med de menige folks kulturhistorie. Det kom herhjemme blandt andet til udtryk ved, at arkæologien med de danske arkæologer Christian Jürgensen Thomsen (1788-1865) og Jens Jacob Asmussen Worsaae (1821-1885) i spidsen ophørte med at henføre fundene fra udgravningerne til skriftlige historiske kilder om kongernes og heltenes historie og i stedet opfattede dem som udsagn om folkets fortidige levevis. Nationens identitet var nu med nationalromantikken blevet identisk med folkets historiske og sproglige identitet, og derfor blev folkets fortidige levevis interessant. Efter at have afvist de skriftlige kilder som ramme om fundene vendte arkæologerne sig til antropologien, som allerede i oplysningstiden havde opfundet et sekulært oprindelsesstadium, vildskaben, og på den ene side med henvisning til den universelle menneskelige fornuft konstrueret en udvikling fra vildskaben til antikken, på den anden udnævnt de folk i verden, som blev kategoriseret som vilde, til repræsentanter for de civiliserede folks fortid på forskellige stadier. Med et udgangspunkt i den menneskelige fornufts universelle enhed og med en tro på, at ensartet teknologi i form af fund fra fortiden hos os og en lignende stadig fungerende teknologi hos samtidige folk i kolonierne betød, at fortidens samfund havde været stort set identisk med samtidens primitive samfund, blev der et stærkt behov for antropologien, hvad der omkring midten af det 19. århundrede førte til etableringen af en række etnografiske museer. Disse fungerede naturligvis nogle steder som nationale udstillinger af rigets storhed ved at fremvise kulturelementer fra de undertvungne folk i de fjerne kolonier, men ud over dette fungerede de etnografiske museer også som bidragydere til den nationale opbygning, idet de blev studiesamlinger for den arkæologiske forskning, når de arkæologiske fund skulle omsættes til nationalstatens folkelige historie i hedenold, den hedenske oldtid forud for skriftlige kilder. Antropologien med dens udviklingsforløb blev nu en central hjælpevidenskab i den nationale bevidstheds- og identitetsopbygning. Kuriositetskabinetterne fik analytisk betydning, og der blev stillet analytiske krav til museerne og til behandlingen af de skriftlige og materielle informationer om de vilde. Den evolutionistiske antropologi blev forpligtet på tidens videnskabelige metoder og for første gang anerkendt som en egentlig specialvidenskab, og dens resultater blev formidlet både skriftligt og ved udstillinger i museerne til oplæring og opdragelse af nationens borgere. Antropologien som specialvidenskab blev således også et barn af nationalstatens opbygning, nogle steder alene på grund af dens redegørelse for den nationale fortid, andre steder også på grund af dens evne til at vise nationalstatens globale storhed i form af beskrivelser af de mange forskellige folk, der var underkastet de store koloniriger eller nye settler-stater i fjerne verdensdele. Dette affødte igen en praktisk anvendelse af den nye videnskab i form af kurser for koloniernes embedsmænd.

      De evolutionære analyser lignede på mange måder oplysningstidens udviklingskonstruktioner, men der var dog nogle væsentlige forskelle. Mens man i oplysningstiden alene forsøgte at rekonstruere og fremstille menneskets fornuftbetingede, verdslige udvikling, nogle gange for også at adskille det gudskabte fra det, der måtte tilskrives den menneskelige aktivitet, havde man i det 19. århundrede en idé om, at der måtte findes lovmæssigheder for den menneskelige udvikling, og at disse lovmæssigheder var lige så faste og tvingende som naturlovene. Dette formulerede E.B. Tylor på den måde, at disse love havde samme evige gyldighed som f.eks. de kemiske love, og ligesom de kemiske love gjaldt for såvel kultiden som nutiden, således måtte kulturens love gælde for såvel australske indfødte og huleboere som for nutidens englændere.² Disse love for den menneskelige, kulturelle eller samfundsmæssige udvikling skulle søges ved komparative analyser af verdens primitive og barbariske folk, og fandt man disse lovmæssigheder, ville man blive i stand til at beherske udviklingen på samme måde, som man med naturlovene beherskede naturen.

      Endelig kan der også argumenteres for antropologiens oprindelse i evolutionsteorierne i det 19. århundrede med henvisning til, at det først var her, de sidste rester af religiøs tolkning blev afskaffet. Og ikke bare blev kristendommen som analytisk tilgang afskaffet, den blev, som det fremgår af Tylors Primitive Culture selv et mål for de antropologiske analyser, idet kristendommen sammen med en række andre verdensreligioner blev til et monoteistisk stadium i menneskehedens religiøse eller åndelige udvikling. Kristendommen blev således historiseret som enten den ultimative religion, hvis antropologen var religiøs, eller også som sidste stadium før videnskaben og dermed trods alt den højeste form for religion, hvis man ikke var så religiøs.

      På baggrund af denne inddragelse af oplysningstidens evolutionsprojekt i den nationale opbygning er det ikke sært, at antropologiens grundlæggelse som videnskabelig disciplin også er blevet placeret i oplysningstiden med reference til folk som den engelske samfundsfilosof John Locke (1632-1704) med værket An Essay Concerning Human Understanding fra 1690,³ den franske jesuitermissionær Joseph-François Lafitau (1681-1746) med værket Moeurs des sauvages amériqains comparées aux moeurs des premiers temps–De amerikanske vildes skik og brug sammenlignet med skik og brug i de første tider fra 1724⁴ og den danske filosof og matematiker Jens Kraft (1720-65) med værket Kort Fortælning af de Vilde Folks fornemmeste Indretninger, Skikke og Meninger, til Oplysning af det menneskeliges Oprindelse og Fremgang i Almindelighed fra 1760,⁵ altså nogle af oplysningstidens tidlige formuleringer af det menneskelige projekt, hvoraf de to sidste ud over at bygge på bibelske og antikke informationer også byggede på informationer om indfødte folk i kolonierne, dels fra længere ophold som missionær blandt indianerne (Lafitau), dels fra en omfattende læsning af såvel klassiske beretninger om fremmede som renæssancens og senere tiders rejseberetninger (Kraft). Placeringen af antropologiens oprindelse her har også sine gode grunde. I størstedelen af det 20. århundrede, hvor antropologien i forhold til det 19. århundrede på en måde var gået i selvsving, idet fokus nu var på de indfødte folk uden direkte reference til vor egen forhistorie, var objektet for antropologien i alle dens forskellige teoretiske og nationale strømninger defineret som ‘primitive’ eller ‘simple’ samfund, det vil sige småsamfund uden skrift, stat, byer og kirke. Med udgangspunkt i denne definition af objektet refererer antropologien til oplysningstiden på den måde, at det var her, det, der dengang hed de vildes stadium, blev opfundet eller konstrueret som en logisk modsætning til kontraktsamfundet. Det skete endog i to udlægninger, dels i form af det dyriske, anarkistiske og barbariske samfund med alles krig mod alle (den dyriske vilde) som det blev formuleret af Thomas Hobbes (1588-1679) i Leviathan fra 1651, dels som det paradisiske, egalitære, fredelige overskudssamfund (den ædle vilde) som det blev formuleret af John Locke i Two Treatises of Government fra 1690. Begge filosoffer henviste til Amerika, de amerikanske indianere, som eksempel på den logiske og anarkistiske modpol til vor egen fornuftbetingede civilisation, hvad enten denne byggede på det enevældige kongedømme (Hobbes) eller parlamentet (Locke). Da et af oplysningstænkningens