Antropologi i Middelalderen og RenAessancen. Ole Hoiris
Читать онлайн книгу.
titler og så de titler, disse værker er udgivet under i de forskellige oversættelser. De er således ej heller filologisk korrekte.
Bogen er disponeret på den måde, at jeg først gennemgår forudsætningerne for en kristen antropologi, dens afsæt så at sige. Det drejer sig naturligvis først og fremmest om opfattelse af de fremmede i den jødiske tænkning og i de hellige skrifter, ikke mindst de skrifter der kom til at udgøre Biblen. Af hensyn til dem, der ikke har Biblen og især Gamle Testamente forrest i bevidstheden, fremstilles dele af den kristne verdenshistorie, som det for andre kan synes overflødige at repetere. Herefter følger den anden store inspirationskilde, den antikke verdens filosofiske tilgang til kategoriseringen af barbaren, hvor især den stoiske tænkning og dele af Platons (ca. 428-348 fvt.) filosofi fik stærk indflydelse på den kristne tænkning. Dette danner så baggrund for bogens største afsnit, hvor jeg stort set kronologisk gennemgår de kristne tænkere, der enten direkte diskuterer forståelsen af de folk, der blev betragtet som fremmede, eller også giver teologisk eller filosofisk baggrund for at etablere en forståelse af disse folk, hvor »fremmede« skal forstås som folk, hvis identitet ikke var direkte givet ud fra de bibelske skrifter eller fra den tradition, der blev fastsat i den tidligste periode.13 I forbindelse med dette viser jeg også, hvordan disse forståelsesformer ikke bare kategoriserer de fremmede eller hedningerne, men også indeholder de kristnes forståelse af deres egen placering i verden geografisk og historisk. Denne teorihistorie følges så af en præsentation af de mest centrale regionale fremstillinger, hvor myter og legender blandes med konkrete beretninger og strategiske fremstillinger. Der indledes med Østen, som var det vigtigste verdenshjørne for de kristne. Her var to store mytologiske personer, Alexander den Store og Prester Johannes bærere af de mest centrale dele af diskursen. I beretningerne om disse to figurer blev Østen præsenteret som det forunderlige sted, hvor alt, hvad der var muligt, eksisterede. Det var netop dette, der gjorde Østen så velegnet til teologiske og filosofiske debatter. I forlængelse heraf præsenteres nogle af de både virkelige og fiktive rejsende, som ligeledes fik stor indflydelse på forståelsen af Østen, og endelig afsluttes der med en kort præsentation af de for den kristne diskurs vigtigste monstre. Den kristne diskurs om Syden var en helt anden, for den drejede sig om, hvorvidt der overhovedet kunne være mennesker syd for det ækvatoriale ildbælte, man både teologisk og filosofisk havde fastslået eksistensen af. Et helt centralt tema var her menneskehedens enhed, idet tilstedeværelsen af mennesker uden kontaktmulighed med de kristne på den nordlige halvkugle ville få uoverskuelige konsekvenser for den kristne verdensopfattelse – ikke ulig den eventuelt liv på andre planeter må få i dag. Opfattelsen af Norden var anderledes konkret, men her varede det ikke længe, før kristne myter om Norden via missionens succes blev omsat til de nordiske folks myter om sig selv. Hvor de i den hedenske periode blev fremstillet som hedninger uden for det kristne fællesskab, blev problematikken nu for de nordiske tænkere at integrere de nordiske folk i den bibelske fortælling, det vil sige at forbinde de nordiske folk genealogisk og historisk til den bibelske verden. Og endelig præsenteres den kristne diskurs om Vesten kort, idet der jo frem til 1492 ikke eksisterede et Vesten, som ikke var kristent og velkendt. Med opdagelsen af Amerika måtte de kristne tænkere tage stilling til såvel Guds mening med Amerika som de amerikanske indfødtes placering i det kristne verdensbillede, genealogisk og historisk.
De enkelte kapitler er skrevet sådan, at de kan læses uafhængigt af de andre, hvad der har ført til nødvendigheden af nogle gentagelser, herunder ikke mindst elementer af præsentation af de forskellige personer. Dele af de regionale afsnit har tidligere været publiceret i form af arbejdspapirer fra Center for Kulturforskning, og jeg vil takke for de reaktioner, jeg har modtaget til styrkelse og forbedring af projektet og dermed af denne bog.
Endelig vil jeg takke Landsdommer V. Gieses Legat, Aarhus Universitets Forskningsfond og Statens Humanistiske Forskningsråd eller nu Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation for den økonomiske støtte, der har muliggjort publikationen af dette værk.
1 »The founder of cultural anthropology was the English scientist Edward Burnett Tylor.« Encyclopædia Britannica: Edward Burnett Tylor.
2 Tylor 1929 p. 159.
3 Harris 1968 p. 8 og 11.
4 Schmidt 1973 p. 14, Schmidt og Koppers 1924 p. 20.
5 Birket-Smith 1960 p. 5 og 6.
6 Dette har jeg gjort nærmere rede for i Høiris 1999.
7 Høiris 2001.
8 Matt.24.14. og 28.19-20.
9 Simek 1992 p. 99.
10 Helena skulle ifølge denne beretning have grundlagt stort set alle de kirker og helligdomme, der findes i området. Men den historiske realitet synes nærmere at være, at Konstantin gav Macarius ordre om at bygge en kirke over den hellige grav. Wilkinson 1977 p. 202-204.
11 Phillips 1988 p. 9.
12 Phillips 1988 p. 62.
13 Med det sidste menes f.eks. grækerne og de jøder, der levede i Palæstina og Europa.
DEL I:
Indledning og religionsfilosofisk baggrund
1. INDLEDNING TIL MIDDELALDERENS ANTROPOLOGI
Tidspunktet for overgangen mellem senantikken og middelalderen er der ikke nogen klar enighed om, ligesom overgangen mellem middelalderen og renæssancen og mellem renæssancen og oplysningstiden også kan placeres på forskellige tidspunkter og med henvisning til forskellige kriterier. Og endelig skete overgangen mellem disse perioder på meget forskellige tidspunkter forskellige steder i Europa. Middelalderens begyndelse kan fastlægges ved erobringen af Rom i 410 eller det vestromerske riges fald i 476,1 da Romulus Augustus eller Augustulus, en barnekejser der sad på tronen i et år, mens faderen, en general ved navn Orestes, styrede landet, mistede tronen. Eller den kan fastlægges ved den romerske kejser Konstantins (ca. 280-337) erklæring af kristendommen som Romerrigets religion i 312 eller hans egen indvielse til kristendommen ved sin død. Det præcise årstal er dog ikke vigtigt i denne her sammenhæng, idet det i det følgende drejer sig om den periode og de forfattere, der brugte det kristne verdensbillede, som det var blevet formuleret i Biblen eller mere bredt, i de hellige skrifter, som reference for forståelsen af de fremmede. Og dette skete, både før og efter at kristendommen i 380 blev den dominerende religion i Romerriget, og hermed også både før og efter at kristendommen blev den samfunds- og kulturbærende kraft, der forenede stat og kirke i det fælles projekt at opbygge det kristne samfund, noget der igen havde den effekt, at det kristne og det romerske smeltede sammen i en sådan grad, at kristendommens oprindelige kosmopolitiske perspektiv fortabte sig i den romersk-kristne helhedskultur.2
Det var i det 4. århundrede, at den kristne kirke dukkede frem som samfundets organisatoriske ramme i konkurrence med staten. Kirken blev derved attraktiv for både indflydelsesrige og højt uddannede personer, som kunne undvige statens magt ved at søge ind i kirken, hvor de ofte kunne opnå større magt, end den statslige tilknytning kunne tilbyde. Dette kan f.eks. ses ved, at St. Ambrosius (339-397), der var søn af Galliens prefækt med magt over det, der i dag er Frankrig, England, Spanien og dele af Nordafrika, efter en karierre som guvernør over det nordlige Italien med sæde i Milano gik ind i kirken som Milanos biskop og fra denne position arbejdede hårdt for at få den aldersvækkede kejser Theodosius I (kejser 378-395) til at forbyde alle andre religioner end kristendommen, noget der lykkedes i 392. Med barbarernes erobring af Rom ændrede magtspillet sig. Den hedenske romerske overklasse kunne ikke forlige sig med de germanske barbarer, hvis primitive vold (set med det romerske aristokratis øjne) stod over for det forfinede romerske aristokratis levemåde, og de kunne ikke forestille sig, at disse barbarer på nær i ganske enkelte tilfælde kunne humaniseres eller civiliseres. Her stod den kristne kirke anderledes, idet den principielt havde den universelle udbredelse af kristendommen som et centralt element. Barbarerne kunne konverteres og blive medlemmer af kirken. På den måde kunne barbarerne integreres i en konstruktion, hvor forsvaret for imperiet var identisk med forsvaret for kirken. Dette skete da også, og lige så stille overtog kirken statens rolle i forhold til de erobrende barbarer.3