Antropologi i Middelalderen og RenAessancen. Ole Hoiris
Читать онлайн книгу.
havde en mening med det, og derfor var de hedenske barbarers sejre en del af Guds plan og dermed et tegn til menneskene. Det blev så op til de kristne intellektuelle at tyde disse tegn og finde frem til, hvad Guds plan var.
Da målet med denne fremstilling af middelalderens og renæssancens antropologi, som nævnt, er at undersøge anvendelsen af det kristne verdensbillede på forståelsen af de fremmede, er det heller ikke så vigtigt, hvornår overgangen til renæssancen, hvor kristendommens verdensbillede stadig var den mest centrale baggrund for opfattelsen af de fremmede, skete. Ikke engang ved overgangen til oplysningstidens overtagelse af formuleringen af verdensbilledet og forståelsen af de fremmede sker der et radikalt brud, som kan placeres tidsmæssigt præcist, da oplysningstidens antropologi inddrog det kristne verdensbillede som sin forudsætning, for derefter at marginalisere det som noget givet, men irrelevant at diskutere i de egentlige analyser. Adskillelsen mellem renæssancens og oplysningstidens antropologi er således ligesom adskillelsen mellem antikkens og middelalderens tematisk. Her drejer det sig om overgangen mellem ideen om den af Gud styrede verden, som det var blevet åbenbaret i Biblen, til ideen om den af den universelle menneskelige fornuft styrede, verdslige udvikling, som blev oplysningstidens antropologiske projekt.
Den moderne antropologis interesse for antikkens antropologi har været meget ringe for ikke at sige stort set ikke eksisterende, når der ses bort fra enkelte henvisninger til Herodot eller endnu sjældnere Thukydid (ca. 455-efter 399 fvt.) og Lukretius (ca. 94-55 fvt.). Og når disse henvisninger endelig er forekommet, er det sket uden at sætte disse antikke tænkere ind i nogen form for kontekst, bortset fra en påpegning af hvor de har skrevet noget, der ligner det, man i den moderne antropologi har formuleret. Mens bevidstheden inden for antropologien om en antropologi i antikken således er meget svag, er den helt fraværende, hvad middelalderen angår, som det f.eks. ses i R.L. Meeks udmærkede gennemgang af stadieteoriernes historie. Her springer han direkte fra Tacitus (ca. 55-120) til Hugo Grotius (1583-1645).4 Blandt middelalderteksterne er det stort set kun Gamle Testamente som kilde til de old-israelske forhold eller til den vilde tilstand, som er blevet behandlet.5 Dette er især sket blandt det 19. århundredes evolutionistiske antropologer, som har sammenlignet dele – ‘survivals’ – i testamentet med informationerne om samtidens vilde og barbarer.6 Det er, som om betydningen af betegnelsen ‘renæssancen’, genfødselen, er blevet taget helt alvorligt i antropologien. Dette kan naturligvis begrundes med, at renæssancen var tiden for den første store europæiske opdagelsesbølge, som så igen gav grundlaget for den registrering af og magt over de fremmede, som i det 19. århundrede og første halvdel af det 20. århundrede formede den professionelle antropologis objekt som primitive eller simple samfund uden en statslig centralmagt. Slægtskab blev ofte fremstillet som disse samfunds sammenholdsfaktor, og den statslige centralisering og dermed civilisationen blev tilvejebragt af kolonimagterne. Den manglende antropologiske interesse for tiden forud for renæssancen kan ligeledes tilskrives den almene opfattelse af middelalderen som en periode, hvor der stort set ikke skete noget på akademisk niveau eller af relevans for videnskabens udvikling.
Den sorte middelalder
Middelalderen er således fra mange sider blevet karakteriseret som en sort tid, et tomrum eller endog en degeneration i den vesterlandske samfundsmæssige og intellektuelle udvikling frem mod moderniteten, »… en uvidenskabelig periode præget af kirkeligt tyranni over åndslivet, ukritisk efterplapren af Aristoteles, og spidsfindige, men tomme ‘skolastiske’ spekulationer om hvor mange engle, der kan danse på en nålespids.«7 På det seneste har der – ligesom i romantikken8 – været adskillige forsøg på at gøre op med dette billede, som blev skabt i renæssancen, men den negative opfattelse af middelalderens intellektuelle præstationer er stadig den dominerende holdning. Som eksempler på denne negative opfattelse af relevans for antropologiens udvikling i perioden kan nævnes H.J. Schmandts oversigt over de politiske ideers historie, hvoraf det fremgår, at der ikke var megen politisk filosofi i middelalderen. Det, der især blev diskuteret, var grænsen mellem kirkens og statens områder formuleret i tre hovedspørgsmål: Forholdet mellem kirke og stat, regeringsmagtens natur og teorien om det universelle kristne imperium.9 F. Thomas, som har undersøgt environmentalismens historie siden antikken, skriver, at middelalderen var en gold ødemark, hvad angår originale bidrag til udviklingen af environmentalismen.10 Da tidens hovedinteresse lå i menneskets guddommeligt formidlede frelse, var der ikke megen interesse for noget så verdsligt som de fysiske omgivelser. Dette bekræftes af K. Kretschmers beskrivelse af den fysiske geografi. Ifølge Kretschmer skete der et forfald fra oldtidens stolte, lysende højder til et gabende dyb i den tidlige middelalder. Her interesserede man sig alene for det, der havde med sjælens frelse at gøre, og det var først i det 4. århundrede, at man begyndte at interessere sig for de verdslige forhold, og nu kun med henblik på at opnå en sandere forståelse af Biblen og en yderligere forherligelse af Gud. Fordi Gud havde skabt verden, var det kun via troen, at dens væsen kunne erkendes, og derfor var troen en forudsætning for viden.11 Hvad kartografien angår, skriver I. Kejlbo, at der kun var en ringe interesse for kartografien i det kristne Europa i middelalderen, specielt i den tidlige.12 Dette bakkes op af M.L.W. Laistner, der skriver, at der intet skete i forhold til Ptolemaios (ca. 100-178), Mela (1. århundrede) og Plinius den Ældre (23-79), da de kristne ikke var interesserede i geografi, og da det var blevet usikkert at rejse.13 Dette blev udbygget af G.H.T. Kimble, der stillede middelalderens forhold til geografien op på den måde, at sjælen var skabt af hensyn til Gud, kroppen af hensyn til sjælen og verden af hensyn til kroppen. Dette viste sig ved, at næsten alle middelalderlige encyklopædier havde et kosmografisk eller geografisk afsnit, men de drejede sig om menneskets spredning ud over verden, som det var beskrevet i Gamle Testamente, og om dyr, planter og underfulde væsners eksistens og lignende. For Kimble var udtrykket »dark ages« med henvisning til det intellektuelle og videnskabelige fremskridt helt fortjent for perioden frem til ca. 1100, om end han dog også kort henviser til G. Sartons bemærkning om, at disse sorte tider dog ikke var lige så sorte som vor egen ignorering af dem.14
På den historiske forsknings område skete der ifølge D.J. Boorstin ej heller noget nævneværdigt i middelalderen, idet ånden fra Herodot og Thukydid ifølge Boorstin var gået i dvale i denne periode.15 På sprogvidenskabens område var det ifølge H. Roos lige så galt, for det sproghistoriske, det fonetiske og det etymologiske område blev kun behandlet sporadisk, aldrig systematisk og næsten altid med en skrækindjagende dilettantisme.16 Og idéhistorisk stod det ifølge S.E. Stybe lige så skidt til:
De næste århundreder [efter ca. 500] af europæisk historie viser intet nyt af idéhistorisk interesse – der frembringes ingen nye religiøse eller filosofiske opfattelser. Først omkring 700-tallet sker der noget, som også i det lange løb får væsentlig betydning for det europæiske åndslivs udvikling, nemlig muhammedanismens næsten eksplosionsagtige udvikling… Under denne rivende udvikling af det arabiske åndsliv var den vesteuropæiske kultur præget af stagnation, ja nærmest tilbagegang.17
C.R. Beazley er langt hen enig i den negative opfattelse af middelalderens intellektuelle aktivitet, men deler dog middelalderen op i fire faser, som forholder sig forskelligt til den fremmede omverden. Den første periode fra ca. 300 til 900 var karakteriseret ved at være uprogressiv og uproduktiv, hvad angår geografisk indsigt.18 Og A.P. Newton er enig, hvad angår verdensopfattelsen, idet han mener, at der mellem det 6. og det 11. århundrede skete et tab af antikkens videnskabelige begreber om verden, idet disse blev erstattet af ukritiske skabelsesberetninger. Først i 1410 begyndte den kartografiske renæssance med oversættelsen af Ptolemaios til latin.19 W.R. Jones udtrykker det på den måde, at det middelalderlige Europas lærde aldrig fik formuleret en teori om kulturel udvikling, som kunne tåle sammenligning med Ibn Khalduns (1332-1406) eller en række andre store muslimske og kinesiske historikeres arbejder.20 Kun sjældent gik de ud over de klassiske og hellige skrifter for at undersøge barbariets natur eller relationen mellem barbariet og civilisationen fra et verdsligt synspunkt.21 Og endelig giver M.T. Hodgen i forbindelse med sin beskrivelse af antropologien i renæssancen en tilsvarende negativ karakteristik af, hvad der skete på det antropologiske område i middelalderen. Hun skriver, at geografisk viden var fraværende