Antropologi i Middelalderen og RenAessancen. Ole Hoiris
Читать онлайн книгу.
kan tage udgangspunkt i antropologiens problem som forståelsen af fremmede folk, skikke, samfund eller kulturer eller mere sammenfattende, fremmede livsformer, og forståelsen af egen livsform på baggrund heraf. Dette kan kort sammenfattes i tre temaer: 1) Hvad er universelt menneskeligt, altså en antropologi, en lære om mennesket; 2) Hvad er de enkelte folks, samfunds, kulturers eller menneskelige livsformers egenart, og hvad er baggrunden herfor, altså en etnologi, en lære om folk. Og 3) hvem er vi selv, altså et forsøg på at finde ud af eller give os selv en identitet i tid, rum og i relation til alle andre mennesker, kulturer, folk, samfund eller livsformer både aktuelt og i fortiden. I den forbindelse kan analyserne af de fremmede både fremstå som en påvisning af vor egen – og i denne bogs sammenhæng vil det sige den katolsk kristne verdens – geografiske, historiske og især naturligvis religiøse fortræffelighed eller overlegenhed på forskellige områder, eller som det modsatte, som en kritik af de samtidige tilstande, ofte iblandet en romantisk holdning til det fortidige eller det fjerne. Disse problemer har man formodentlig altid behandlet, og som jeg tidligere har vist, var det også i antikken de centrale spørgsmål, selv om det ikke udfoldede sig i en særskilt og specialiseret antropologisk diskurs.7 I middelalderen og i renæssancen var disse spørgsmål også helt centrale, og det er den måde, man i den periode har besvaret disse spørgsmål på, der er grundlaget for denne bog. Som i antikken er der ikke nogen sammenhængende antropologisk eller etnologisk diskurs, som man kan følge gennem tiden, men de ovennævnte problemer trængte sig konstant på gennem middelalderen og renæssancen, dels fordi det universelle missionsbudskab og den i princippet globale missionsopgave samt pilgrimsrejserne bragte katolikerne og den katolske kirke i forbindelse med mange fremmede folk, dels fordi fremmede folk trængte sig på som konsekvens af folkevandringer eller som erobringer eller besættelser. Historisk set kan dette møde med de fremmede tematiseres på følgende vis. Missionskravet i global skala fremgik klart af Nye Testamente: »Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme,« og: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.«8 Disse ord var henvendt til apostlene, hvis rejseoplevelser indgik i det europæiske idéunivers. Det lykkedes dog, som bekendt, ikke for apostlene og disciplene at kristne hele verden, så derefter blev det så de kristne europæere, der med en opfattelse af sig selv som det nye udvalgte folk skulle bringe Jesu ord til alverden og føre alle de frafaldne tilbage til den sande tro. Denne missionsgerning, som endnu ikke er ophørt, førte til kontakt med mange forskellige folk, mange beretninger om mødet med de fremmede og om de fremmedes forhold og megen dyrkning af de martyrer, som blev en af konsekvenserne af denne ekspansive strategi.
Den tidligste periode var også karakteriseret ved en voksende pilgrimsaktivitet, hvor den romerske tradition med vejbeskrivelser blev fortsat, men nu som anvisninger af vejene til de hellige steder. Den tidligst kendte beskrev rejsen fra Bordeaux til Jerusalem og blev skrevet omkring år 333, det vil sige omkring samtidig med, at den første kristne romerske kejser – hvis han da var kristen – Konstantins (ca. 280-337) mor, den hellige Helena, omkring år 326 var på sin pilgrimsfærd til Jerusalem sammen med Jerusalems biskop Macarius (biskop 312-334). Her fandt hun ifølge sagnet Jesu grav under en Afrodite-statue eller ifølge andre kilder under et Venus-tempel. Tæt herved fandt hun de tre kors, de hellige søm, hvormed Jesus var fæstnet til korset, og en lang række andre hellige ting, der var forbundet med Jesus.9 Efter at have gjort disse hellige relikviefund grundlagde Helena ifølge en anonym beretning om hendes søn Konstantin en lang række kirker og helligdomme.10 Fundet af hellige genstande fortsatte, og i 380’erne fandt Egeria saltstøtten af Loths kone.11 Men man mødte også andre i Jerusalem, idet byen tiltrak kristne fra hele verden, herunder også Etiopien, som i det 15. og 16. århundrede skulle få en kortvarig, men central placering i den kristne tradition. Også på selve pilgrimsrejserne mødte man folk med andre traditioner end de romerskkatolske, hvad der gav anledning til forsøg på at placere disse i en religiøs betinget orden. Traditionen med pilgrimsrejser og rejseanvisninger fortsatte helt frem til vor tid, og fortsætter stadig.
Men det var, som nævnt, ikke kun ved rejser, at man fik kendskab til fremmede folk. Flere gange i perioden blev Europa angrebet af, hvad der i tiden blev betragtet som hedenske og nomadiske barbarer fra Asien såsom hunnerne og alanerne i første halvdel af det 5. århundrede, avarerne i tiden efter 550 og frem til deres endelige nederlag i 796, magyarerne i 896 og frem til deres nederlag i 955, og derefter tyrkerne, mongolerne og tyrkerne igen.12 Dertil kom, at også det hellige vestromerske rige blev erobret af hedenske barbarer, som med en konvertering til en kættersk tro fortsatte med at have magten i mange år fremover. Disse angreb og de fremmede kætteres og hedningers sejre over de kristne rejste selvfølgelig store spørgsmål om kategoriseringen af disse folk og om den guddommelige vilje og mening med dette. Det var her, at nogle af middelalderens vigtigste og mest autoritative antropologiske refleksioner udspillede sig.
Med vikingetidens udvikling af militær styrke i nord og de muslimske ekspansioner i syd og sydøst blev den romerskkatolske kristne verden lukket inde mellem to aggressive civilisationer. Der kunne derfor ikke ske nogen geografisk ekspansion fra den kristne verden, hvorfor de geografiske opdagelser i denne tid stort set kun stammer fra vikingerne, som efterhånden blev en del af den kristne civilisation, og fra muslimerne, men disse to grupper spredte sig til gengæld fra Kina i øst til Amerika i vest. Herefter fulgte korstogstiden mellem ca. 1073 og 1300, som heller ikke bragte europæerne til nye og ukendte områder. Mens mongolerne havde magten i Asien fra omkring 1240 og godt hundrede år frem til islamiseringen af Vestasien, var der adskillige kristne, europæiske rejsende i Asien, som bragte efterretninger om specielt den religiøse – men også den militære – situation hjem. Men derefter svandt kendskabet til det Asien, som mytologisk set var kristendommens vigtigste kontinent, ind igen, og nye opdagelser i større stil fra det romerskkatolske Europa opstod først igen med den portugisiske ekspansionsperiode under især Henrik Søfareren (1394-1460) frem til 1486. Denne periode kan så igen betragtes som en overgangsperiode til renæssancens store og intensive ekspansionsperiode, hvor der i de første 40 år af det 16. århundrede i et voksende omfang blev etableret europæiske bosættelser rundt om i verden.
Problemet med de fremmede folk og livsformer og forståelsen af egen situation i relation hertil var således et forhold, man næsten permanent måtte beskæftige sig med eller i det mindste tage stilling til. Det er de tanker, man gjorde sig i den anledning, der danner grundlag for følgende forskellige fremstillinger af den antropologiske tænkning i middelalderen og renæssancen, forstået som analysen af de fremmede og deres kontekst i de forskellige kristne paradigmer.
I middelalderen og i renæssancen var der mange, der på forskellig måde beskæftigede sig med fremmede eller barbarer, det vil sige folk, der enten var hedninger eller kættere. I det følgende er det dog ikke de enkelte fremstillinger, der er i centrum, men den måde, man anskuede de fremmede på, det vil sige de teorier, man brugte til at forstå de fremmede og forholdet mellem dem og de kristne, her stort set kun de romerskkatolske kristne. Selv om det, som det vil fremgå, er sådan, at man i middelalderen brugte stort set de samme teorier til forståelse af de fremmede, som man havde brugt i antikken, og som man langt hen også anvender i den moderne antropologi, er det vigtigt at slå fast, at det ikke er meningen med dette at lave en slags alt-er-sagt-før faghistorie. Det skulle gerne fremgå, at selv om man i middelalderen brugte aktørteori, økologi, kulturhistorie, evolution, devolution, struktur og funktion med videre, så indgik det i et helt andet projekt, end det havde gjort i antikken, og end det gør nu. Og det er netop det, at der er et helt andet projekt med analyserne, der er det interessante i denne her sammenhæng.
Belært af en del af nogle reaktioner på min bog om Antropologien i antikken må jeg denne gang af hensyn til sarte antik- og middelalderforskere allerede her advare om, at kilderne til dette værk ikke har været læst på latin og græsk. Jeg har måttet klare mig med oversættelser til nutidige hovedsprog, hvad der naturligvis gør, at eksegese ikke kan komme på tale. Men det er heldigvis heller ikke nødvendigt, da det ikke er de små finurligheder, der kan skjule sig i spidsfindige sproglige variationer, der er nødvendige for fremstillingen i denne her sammenhæng, men de større træk, som fremgår af disponering af stoffet og argumentationen for