Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке. Генрик Ибсен
Читать онлайн книгу.
stå i alt, som minder!
Djævlen stå i alle kvinder, —
uden en—!
Hvem er den ene?
Ikke dig.
Hvem er det da?
Gå! Gå did du kom ifra!
Fort! Til faren din!
Kære, vene – !
Ti!
Du kan umuligt mene,
hvad du siger.
Kan og vil.
Lokke først, – og så forskyde!
Og hvad kår har du at byde?
Hægstad gård og mere til.
Har du salmebog i klædet?
Har du guldfaks over nakken?
Skotter du nedover spredet?
Holder du din moer i stakken?
Svar!
Nej; men – ?
Gik du til presten
nu ivår da?
Nej, men Peer – ?
Har du blygsel over øjet?
Kan du nægte, når jeg beer?
Kors; jeg tror, hans vid er fløjet – !
Blir der helg, når en dig ser?
Svar!
Nej, men —
Hvad er så resten!?
(Vil gå.)
(træder ivejen)
Ved du, det er halsløs dåd,
hvis du sviger?
Får då være.
Du kan vinde gods og ære,
hvis du taer mig —
Har ej råd.
(brister i tårer)
O, du lokked – !
Du var villig!
Trøstløs var jeg!
Jeg var yr.
(truende)
Ja, men boden blir dig dyr!
Dyrest bod får kaldes billig.
Står du fast ved dit?
Som sten.
Godt; så se da, hvem som vinder!
(Går nedover.)
(tier en stund; med et skriger han)
Djævelen stå i alt, som minder!
Djævelen stå i alle kvinder!
(drejer hovedet og råber hånligt op)
Uden en.
Ja; uden en.
(De går hver sin vej.)
(Ved et fjeldvand; det er blødt og myrlændt omkring. Et uvejr trækker op. ÅSE, fortvilet, råber og ser sig til alle sider. Solvejg har ondt for at holde tridt med hende. Indflytterfolkene og Helga et stykke bagefter.)
(fægter med armene og river sig i håret)
Alting er imod mig med vredens vælde!
Himmel og vand og de stygge fjelde!
Himlen vælter skodde for at forvilde ham!
Det lumske vand vil ved livet skille ham!
Fjeldene vil slå ham med skred og rap;
og så menneskene! De er ude på drab!
Nej-Gud om de skal! Jeg kan ikke miste ham!
O, den bytting; at fanden skulde friste ham!
(Vender sig til Solvejg.)
Ja, er det ikke rent utænkelig, sligt?
Han, som stødt for med løgn og digt; —
han, som bare i munden var stærk;
han, som aldri har prøvet et dugeligt værk; —
han – ! En kunde både græde og le! —
O, vi holdt sammen i nød og ve.
Ja, for du skal vide, manen min drak,
for bygden rundt med dårskab og snak,
ødte og trådte vår velstand under fod.
Og imens sad jeg og Vesle-Peer hjemme.
Vi vidste ikke bedre råd, end at glemme;
for det falder mig så svært at stå rigtig imod.
Det er så fælt at se skæbnen under øjne;
og så vil en jo gerne ryste sorgene af sig,
og prøve som bedst at skyde tankerene fra sig.
En bruger brændevin, en anden bruger løgne;
å, ja! Så brugte vi eventyr
om prinser og trolde og alleslags dyr.
Om bruderov med. Men hvem kunde tænkt,
de fandens rægler skulde i ham hængt?
(Forfærdet igen.)
Hu, for et skrig! Det er nøkken eller draugen!
Peer! Peer! – Der oppe på haugen – !
(Løber