Får eg kaldes for konge, så holder det let.

      Dernæst, – nu vil jeg i kløgt dig prøve —

      Lad se, om du har en visdomstand,

      som kan Dovregubbebs gådenødd kløve!

      Hva er forskellen mellem trold og mand?

      Der er ingen forskel, så vidt jeg ser.

      Stortrold vil stege og småtrold vil klore; —

      ligeså hos os, hvis bare de turde.

      Sandt nok; vi er ens i det og mer.

      Men morgen er morgen og kveld er kveld,

      så forskel blir der nu lige vel. —

      Nu skal du høre hvad det er for noget:

      Derude, under det skinnende hvælv,

      mellem mænd det heder: «Mand, vær dig selv!»

      Herinde hos os mellem troldenes flok

      det heder: «Trold, vær dig selv-nok!»

      Øjner du dybden?

      Det tykkes mig tåget.

      «Nok», min søn, det kløvende, stærke

      ord må stå i dit våbenmerke.

      Nej, men —

      Det må, skal du her vorde herre!

      Ja, skidt; lad gå; det er jo ikke værre —

      Dernest må du lære at sætte pris

      på vor jævne hjemlige levevis.

      Koen giver kager og studen mjød;

      spørg ej om den smager sur eller sød;

      hovedsagen er, det får du eh glemme,

      den er brygget herhjemme.

      Fanden med eders hjemlige drik!

      Jeg vænner mig aldri til landsens skik.

      Bollen følger med, og den er af guld.

      Hvo guldbollen ejer, han er datter min huld.

      Det står jo skrevet: du skal tvinge din natur; —

      og i længden falder drikken vel mindre sur.

      Lad gå!

      Se, det er fornuftig sagt.

      Du spytter?

      En får håbe på vanens magt.

      Dernæst må du kaste dine kristenmandsklæder;

      thi det skal du vide til vort Dovres hæder:

      her er alting fjerldvirket, ingenting fra dalen,

      undtagen silkesløjfe yderst på halen.

      Jeg har ingen hale!

      Så kanst du få.

      Hoftrold, bind han min søndagshale på.

      Nej, om du får! Vil du gøre mig til nar?

      Bejl aldri til datter min med bagen bar.

      Gøre mennesker til dyr!

      Min søn, du fejler;

      jeg gør dig bare til en høvlig bejler.

      Du skal få en brandgul sløjfe at bære,

      og det gælder her for den højste ære.

      Der siger jo, mennesket er kun et fnug.

      Og lidt får en lempes efter skik og brug.

      Bind væk!

      Du est en medgørlig fyr.

      Prøv nu, hvor fint du kan svanse og svinge!

      Hå, vil I endnu til mere mig tvinge?

      kræver I også min kristenmands-tro?

      Nej, den kan du gerne beholde i ro.

      Troen går frit; den lægges ingen told på;

      det er skorpen og snittet en skal kende et trold på.

      Bare vi er ens i lader og klædsel,

      kan du gerne kalde tro, hvad vi kalder rædsel.

      Du er dog, de mange vilkår tiltrods,

      mere rimelig karl, end en skulde frygte.

      Min sønn, vi trolde er bedre end vort rygte;

      det er også en forskel mellem jer og os. —

      Dog, endt er gildets alvorlige del;

      nu vil vi ører og øjne fryde.

      Spillemø, frem! Lad Dovreharpen lyde!

      Dansemø, frem! Træd Dovrehallens fjæl!

      Hvad tykkes dig?