Noget ustyggelig stygt:

      Med kloven slår en bjeldeko tarmestrængt spil.

      I stutthoser tripper en purke dertil.

      Æd ham!

      Husk, han har menneskesanser!

      Hu, riv af ham både øre og øje!

      Huhu! Sligt må vi høre og døje,

      når jeg og søster min spiller og danser!

      Åhå; var det dig? Lidt spøg i gildet,

      det ved du, er aldri så ilde met.

      Tør du bande på det?

      Både dansen og spillet

      var katten kore mig, riktig pent.

      Det er underligt med den menneskeart;

      den hænger i så mærkværdigt længe.

      Får den i dyst med os en flænge,

      sætter den vel ar, men den heles snart.

      Min svigersøn er nu så føjelig som nogen;

      villig har han kastet kristenmandsbrogen,

      villig har han drukket mjødpokalen,

      villig har han bundet bag på sig halen, —

      så villig, kort sagt, til alt, hvad vi bad ham,

      at trygt jeg tænkte, den gamle Adam,

      var engang for alle på porten jaget;

      men se, med et har han overtagt.

      Ja-ja, min søn, så må du i kur

      mod denne hersens menneskenatur.

      Hvad vil du gjøre?

      I venstre øjet,

      jeg risper dig lidt, så ser du skævt;

      men alt det du ser, tykkes gildt og gævt.

      Så skærer jeg ud den højre ruden —

      Er du drukken?

      Her ser du glasmesterøjet.

      Spjeld skal du få, som den olme studen.

      Da vil du skønne, hun er dejlig, bruden, —

      og aldri vil synet dit kverves, som før,

      af trippende purker og bjeldekør —

      Det er galmands snakk!

      Det er Dovregubbens tale;

      han er den vise og du dem gale!

      Tænk efter, hvor megen fortræd og plage

      du kan fri dig for mellem år og dage

      Kom dog ihug, at synet er kilden

      til grådens argende beske lud.

      Sandt nok; og der står i huspostillen:

      forarger dig øjet, så slå det ud.

      Hør! Sig mig, når heles så synet igen

      til menneskesyn?

      Ingensinde, min ven.

      Nå, så! Ja, så siger jeg tak for mig.

      Hvad vil du udenfor?

      Gå min vej.

      Nej, stop! Det er letvindt at slippe herind!

      men udad går ikke Dovregubbens grind.

      Du vil da ikke tvinge mig voldeligt?

      Hør nu, og vær fornuftig, prins Peer!

      Du har gaver for troldskab. Ikke sandt, han ter

      sig allerede nu så temmelig troldeligt?

      Og trold vil du være?

      Ja-Gud vil jeg så.

      For en brud og et velskøttet rige på købet

      kan jeg finde mig i at noget går i løbet.

      Men alting i verden er der måde på.

      Halen har jeg taget, det er ganske sandt;

      men jeg kan vel få løst, hvad det hoftrold bandt;

      brogen har jeg kastet; den var gammel og lappet;

      men jeg kan vel igen få den på mig knappet.

      Og sagtens kan jeg også få losset båden

      for denne dovriske levemåden.

      Jeg skal gerne sværge på, en ko er en mø;

      en ed kan en altid jo æde i sig; —

      men det, at vide, at en aldri kan fri sig,

      at en ikke som et skikkeligt menneske kan dø,

      at gå som et bergtrold alle sine dage, —

      dette her, at en aldri kan træde tilbage,

      som der ståri bogen, det lægger du vind på;

      men det er noget, som jeg aldri går ind på.

      Nu bliver jeg, sandt for udyden, vred;

      og da er jeg ikke til at gantes med.

      Du dagblakke pilt! Ved du hvem jeg er?

      Først så kommer du min datter for nær —

      Det er løgn i din hals!

      Du må hende ægte.

      Tør du sige mig på, at – ?

      Hvad? Kan du nægte,

      hun var din attrå og i din begær?

      Ikke andet? Hvem fanden hænger sig i sligt?

      Mennesket blir