Ti stille!

      Tidsnok at tænke på sligt.

      Ja, ja

      Her ser du det lille

      de levned. Det er dem ligt

      Jeg ved, jeg har skylden.

      Hvad gavner, jeg mindes derom?

      Du! Nej, den fordømte fylden,

      fra den var det ulykken kom!

      Kære gutten min, du var jo drukken;

      da ved en ej selv hvad en gør;

      og så havde du redet på bukken;

      det var rimlig nok, du var yr!

      Ja, ja; lad den rægelen fare.

      Lad dare den hele dag.

      Hvad tungt er, det vil vi spare

      til siden-en anden dag.

      Nu, moer, vil vi sammen snakke;

      men bare om løst og fast, —

      og glemme det vrange og skakke,

      og alt, som er sårt og hvast, —

      Nej, se da; den gamle katten;

      så den er ilive endnu?

      Den bær sig så stygt om natten;

      du ved, hvad det varsel, du!

      Hvad er her for nyt i bygden?

      De siger, her findes etsteds

      en jente, som stunder mod højden —

      Mads Moen, slår han sig tilfreds?

      De siger, hun har ikke øre

      for begge de gamles gråd.

      Du skulde dog indom høre; —

      du, Peer, vidste kanske råd —

      Men smeden, hvor er han havnet?

      Å ti med den sidne smed.

      Jeg vil heller sige dig navnet

      på hende, jenten, du ved —

      Nej, nu vil vi sammen snakke, —

      men bare om løst og fast,

      og glemme det vrange og skake,

      og alt, som er sårt og hvast.

      Er du tørst? Skal jeg hente dig drikke?

      Kan du strække dig? Sengen er stut.

      Lad mig se; – ja, mener jeg ikke

      det er sengen, jeg lå i som gut!

      Kan du mindes, hvor tidt om kvelden

      du sad for min sengetok

      og bredte over mig felden,

      og sang både stev og lok?

      Ja, minds du! Så legte vi slæde,

      når faer din i langfart for.

      Felden var karmesprede

      og gulvet en islagt fjord.

      Ja, men det allerbedste, —

      moer, kan du minds det med? —

      det var dog de glupe heste —

      Ja, mener du ikke jeg vet – ?

      Det var Karis kat vi fik låne;

      den sad på en kubbestol —

      Til slottet vestenfor måne

      og slottet østenfor sol,

      til Soria-Moria-slottet,

      gik vejen både højt og lavt.

      En kæp, som vi fandt i kottet,

      du brugte til svøbeskaft.

      Der fremme i dumpen jeg kneiste —

      Jo, jo; du gav tømmen løs,

      og vendte dig, jævnt som vi rejste,

      og spurgte mig om jeg frøs.

      Gud signe dig, gamle styggen, —

      du var dog en kærlig sjæl – !

      Hvad ynker du for?

      For ryggen;

      det volder den hårde fjæl.

      Stræk dig; jeg skal dig støtte.

      Se så; nu ligger du blødt.

      Nej, Peer, jeg vil flytte!

      Flytte?

      Ja, flytte; så ønsker jeg stødt.

      Du snakker! Bred over dig felden.

      Lad mig sidde på sengestok.

      Se så; nu korter vi kvelden

      både med stev og lok

      Hent heller postillen i kottet;

      jeg er urolig tilsinds.

      I Soria-Moria-slottet

      er der gilde hos kongen og prins.

      Hvil dig på slædepuden;

      jeg kører dig did over mo —

      Men, snille Peer, er jeg buden?

      Ja, det er vi begge to.

      Hyp!