Drikk, mine herrer! Er man skabt

      til nydelse, så skal man nyde.

      Der står jo skrevet: tabt er tabt,

      og væk er væk – . Hvad må jeg byde?

      Du er superb som vært, broer Gynt!

      Jeg deler æren med min mynt,

      med kok og stewart —

      Very well;

      en skål for alle fires held!

      Monsieur, De har en gout, en ton,

      som nutildags kun sjelden findes

      hos mænd, der lever en garçon, —

      et visst, jeg ved ej hvad —

      Et vift,

      et skær af frigjort åndsbetragtning

      og verdensborgerdomsforpagtning,

      et syn igennem skyens rift,

      der ej af snever Fordom bindes,

      et præg af højere forklaring,

      en ur-natur med livserfaring

      på trilogiens top forent.

      Ej sandt, monsieur; så var det ment?

      Jo, meget muligt; ikke ganske

      så smukt det klinger i det franske.

      Ej, was! Det sprog er og så stivt. —

      Men hvis til fænomenet grunden

      vi søge vil —

      Så er den funden.

      Det er fordi jeg ej er gift.

      Ja, mine herrer, ganske klar

      er tingen. Hvad skal manden være!

      Sig selv; det er mit korte svar.

      Om sig og sit han skal sig kære.

      Men kan han det, som pak-kamél

      for andres ve og andres vel?

      Men denne for-og-i-seg-væren,

      jeg lover, har Dem kostet strid —

      Å ja såmen; i fordums tid;

      men altid gik jeg bort med æren.

      Engang var jeg dog ganske nær

      i fælden fanget mod min vilje.

      Jeg var en rask og vakker fyr;

      og damen, som jeg havde kær, —

      hun var af kongelige familje —

      Af kongelig?

      Af disse ætter,

      De ved nok —

      Disse adelstroll!

      Forlagte højheder, som sætter

      sin stolthed i, plebejerpletter

      at holde væk fra stammens skjold.

      Gik så affæren overstyr?

      Familjen var imod partiet?

      Nej, tvertimod!

      Ah!

      De forstår;

      der gaves ting, som talte for

      at få os snarest muligt viet.

      Men rentud sagt, det hele væsen

      var mig fra først til sidst imod.

      Jeg er visse dele kræsen

      og helst jeg står på egen fod.

      Og da nu svigerfader kom

      forblommet frem med fordring om

      jeg skulde skifte navn og stilling

      og løse adelskabsbevilling,

      så trak jeg mig med anstand ud, —

      gav afkald på hans ultimatum —

      og afkald på min unge brud.

      Ja, ja; der råder dog et fatum!

      På det vi mennesker kan lide;

      og det er trøstig at vide.

      Og dermed sagen var forbi?

      Nej, jeg fik føle noget andet;

      thi uvedkommende sig blanded

      med høje ramaskrig deri.

      Værst var familjens yngre lemmer.

      med syv av dem jeg fik duel.

      Det var en tid, jeg aldri glemmer,

      skønt jeg gik ud deraf med held,

      Det kostet blod; men dette blod

      gier brev på min persons fordyrelse,

      og peger styrkende imod,

      som sagt, et fatums vise styrelse.

      De har et blik på livets gang,

      der hæver Dem til tænker-rang.

      Imens en slet og ret formener

      ser hver for sig de spredte scener,

      og aldri ender med at famle,

      forstår De alt til et at samle.

      Med samme norm De alting måler.

      De spidser til hver løs eragtning,

      så hver og en går ud som stråler

      fra lyset af en livsbetragtning. —

      Og De har ingenting studeret?

      Jeg er, som jeg Dem før har sagt,

      en blot og bar autodidakt.

      Methodisk har jeg intet lært,

      men jeg har tænkt og spekuleret,

      og læst mig til en del af hvert.

      Jeg