Hvad for øgle, dyre den?

      En liden en, en fult forførende

      til det i et og alt afgørende.

      Hvad hele vove-kunsten gælder,

      den kunst, at eje dådens mod, —

      der er: at stå med valgfri fod

      imellem livets lumske fælder, —

      at vide visst, at alle dage

      er ikke slut med stridens dag, —

      at vide, dig står åben bag

      en bro, som bære kan tilbage.

      Den theori har holdt mig frem;

      den har min hele vandel farvet;

      og theorien har jeg arvet

      fra slægten i min barndoms hjem.

      De er jo norsk?

      Aj fødsel, ja!

      Men verdsborger af gemyt.

      For hvas jeg har af lykken nydt,

      jeg takke kan Amerika.

      De vel forsynte bogreoler

      jeg skylder Tysklands yngre skoler.

      Fra frankrig fik jeg mine veste,

      min holding og min skærv af ånd, —

      fra England en arbejdsom hånd

      og skærpet sans for eget bedste.

      Af jøden har jeg lært at vente.

      Lidt hang til dolce far niente

      jeg fra Italien fik en sending, —

      og engang i en snever vending

      jeg øged mine dages mål

      ved bistand af det svenske stål.

      Ja, svenske stålet – !

      Stålets svinger

      vi først og fremst vor hyldest bringer!

      Alt dette er såre godt; —

      men, Sir, nu gad jeg vide blot,

      hvad De med Deres guld vil gøre.

      Hm; gøre? Hvad?

      Ja, lad os høre!

      Nu; for det første gå på rejser.

      Se, derfor tog jeg jer ombord

      som selskabsbrødre i Gibraltar.

      Jeg trængte til et danserkor

      af venner som mit guldkalv-alter —

      Højst vittigt sagt!

      Men ingen hejser

      sit sejl for blot og bart at sejle.

      De har et mål, det kan ej fejle.

      Og målet er – ?

      At blive kejser.

      Hvad?

      Kejser!

      Hvor?

      I hele verden.

      Hvorledes, ven – ?

      Den plan er ingenlunde ny;

      den sjælen var i al min færden.

      Som gut jeg har i drømme rullet

      vidt over havet på en sky.

      Jeg steg med slæb og gylden slire, —

      og dratted ned på alle fire.

      Men målet, venner, stod ved magt. —

      Det er jo skrevet eller sagt

      etsteds, jeg mindes ikke hvor,

      at hvis du vandt den ganske jord,

      men selv dig tabte, var din vinding

      kun krans omkring en kløvet tinding.

      Så står der, – eller noget sligt;

      og dette ord er intet digt.

      Men hvad er da det gyndske selv?

      Den verden bag mit pandehvæl,

      som gjør at jeg er ingen anden,

      en mig, så lidt som Gud er fanden.

      Nu skønner jeg, hvorhen det siger!

      Sublim som tænker!

      Høj som digter.

      Det gynske selv, – det er den hær

      af ønsker, lyster og begær, —

      det gynske selv, det er det hav

      af infald, fordringer og krav,

      kort alt, som netop mit bryst hæver,

      og gør at jeg, som sådan, lever.

      Men som Vorherre trænger muldet,

      skal han bestå som verdens Gud,

      så har jeg behov for guldet,

      skal jeg som kejser ta’e mig ud.

      Men guldet har De!

      Ikke nok.

      Ja, måske for en to-tre etmål,

      som kejser á la Lippe-Detmold.

      Men jeg vil være mig en bloc,

      vil være Gynt på hele kloden,

      Sir Gynt fra toppen og til roden!

      Besidde