Her er svalt at hvile og strække sibne fødder.

      Se her gror bregner. Spiselige rødder.

      Det er ligere mad for et kreatur; —

      men der står jo skrevet: tving din natur!

      Endvidere står der: hovmod må bøjes.

      Og hvo sig fornedrer, han skal ophøjes.

      Opphøjes? Ja, det vil ske med mig; —

      det er umuligt at tenke sig andet.

      Skæbnen vil hjælpe mig bort fra landet

      og mage det så, at jeg kommer ivej.

      Dette her er en prøvelse; siden kommer frelsen, —

      når bare Vorherre under mig helsen.

      Hvilket umådeligt, grænseløst øde. —

      Langt derborte skridter en struds. —

      Hvad skal enegentlig tro var Guds

      mening med alt dette tomme og døde?

      Dette, som alle livskilder savner;

      dette forbrændte, som ingen gavner; —

      denne brøk af verden, som ligger brak;

      dette lig, som ej, siden jordens fødsel,

      har bragt sin skaber så meget som tak, —

      hvi blev det til? – Naturen er ødsel. —

      Er det hav, det i øst, det blinkende, flakke,

      som glittrer? Umuligt; kun sansebedrag.

      havet i vest; det højner sig bag,

      dæmmet ude fra ørken ved en skrånende bakke.

      Dæmmet ude? Så kunde jeg – ? Højden er smal.

      Dæmmet ude? Et gennembrudd blut, en kanal, —

      som en livsensflod vilde vandene skylle

      ind gennem svælget og ørken fylde!

      Snart vilde hele den glødende grav

      ligge der frisk som kruset hav.

      Oaserne vilde som øer sig højne,

      Atlas grønnes som fjerldkyst mod nord;

      sejler vilde, som fugle forfløjne,

      skære mod syd karavanernes spor.

      Livende luft vilde sprede de kvalme

      dunster, og dugg vilde drysse fra sky;

      folk vilde bygge sig by ved by,

      og græs vilde gro om den svajende palme.

      Landet i syd bar Saharas mur

      blev til et kystland med frisk kultur.

      Damp vilde drive Tombuktus fabriker;

      Bornu blev kolonisert med il;

      op gennem Habes for forskeren sikker

      i sin waggon til den øvre Nil.

      Midt i mit hav, på en fed oase,

      vil jeg forplante den norske race;

      det dølske blod er jo kongeligt næsten;

      arabisk krydsning vil gøre resten.

      Rundt om en vik på en stigende strand

      får jeg lægge Peeropolis, hovedstaden

      Verden er aflægs! Nu kommer raden

      Gyntiana, mit unge land!

      Bare kapitaler, så er det gjort. —

      En nøgle af guld til havets port!

      Korstog mod døden! Den griske punger

      skal åbne for sækken, der han ligger og ruger.

      For frihed sværmes i alle lande; —

      som asnet i arken vil jeg sende et råb

      over verden og bringe befrielsens dåb

      til ed dejlige, bundne, vordende strande.

      Jeg må frem! Kapitaler i øst eller vest!

      Mit rige, – mit halve rige for en hest!

      En hest! Og klædning! – Og smykker, – og værge!!

      Umuligt! Jo, virkelig – ! Hvad? jeg har læst

      etsteds at viljen kan flytte bjerge; —

      men at den også kunde flytte en hest – ?

      Vås! Det er faktum, at her står hesten; —

      ab esse ad posse og så videre forresten —

      Sir Peter – og Tyrk fra top til rod!

      Nej, en ved aldri, hvad der kan hændes. —

      Rap dig, Grane, min ganger god!

      Guldtøffel til å støtte min fod! —

      På ridestellet skal storfolk kendes!

      Profeten er kommen!

      Profeten, herren, den alting vidende,

      til os, til os er han kommen

      over sandhavet ridende!

      Profeten, herren, den aldri fejlende,

      til os, til os er han kommen

      gennem sandhavet sejlende!

      Rør fløjten og trommen;

      profeten, profeten er kommen!

      Hans ganger er mælken, den hvide,

      som trømmer i Paradisets floder.

      Bøj eders knæ! Sænk eders hoder!

      Hans øjne er stjerner, blinkende, blide.

      Intet jordbarn dog tåler

      glansens glans af de stjerners stråler.

      Gjennem ørken han kom.

      Guld og perle sprang frem på hans bryst.

      Hvor han red blev det lyst.

      Bag ham blev mørke;

      bag