Tal, o, herre! Når du taler,

      ser jeg glimt, som af opaler!

      Kløgt, på spidsen sat, er dumhed;

      fejgheds knop, i blomt, er grumhed;

      sandhed i sin overdrift.

      er en bagvendt visdomsskrift.

      Ja, mit barn, – jeg er forsvoren

      som en hund, hvis ej der går

      sjælsforædte folk på jorden,

      som til klarhed tungvindt når.

      Jeg har kendt en sådan krop,

      perlen i den hele trop;

      og selv han tog fejl af målet,

      misted meningen i skrålet. —

      Ser du ørken om oasen?

      Hvis jeg blot min turban svinger,

      verdenshavets flod jeg tvinger

      til at fylde hele stadsen.

      Men jeg var en dompap-pande,

      hvis jeg skabte hav og lande.

      Ved du, hvad det er at leve?

      Lær mig det!

      Det er at svæve

      tørskod nedad tidens elv,

      helt og holdent som sig selv.

      Kun i mandskraft kan jeg være

      den, jeg er, min lille kære!

      Gammel ørn sin fjærham fælder,

      gammel støder går og hælder,

      gammel kærring mister tænder,

      gammel knark får visne hænder, —

      hver og en får vissen sjæl.

      Ungdom! Ungdom! Jeg vil herske,

      som en sultan, hed og hel, —

      ej på Gyntianas banker,

      under palmeløv og ranker, —

      men, på grundlag af det færske,

      i en kvindes jomfru-tanker. —

      Ser du nu, min lille pige,

      hvi jeg har dig nådigst dåret, —

      hvi jeg har dit hjerte kåret,

      grundlangt, som jeg så må sige,

      der mit væsens Kalifat?

      Jeg vil eje dine længsler.

      Voldsmagt i min elskovs stat!

      Du skal være min alene.

      Jeg vil være den, der fængsler

      dig, som guld og ædelstene.

      Skilles vi, er livet omme, —

      ja, for din part, notabene!

      Hele du, hver trevl og tomme,

      uden vilje, ja, og nej,

      vil jeg vide fyldt af mig.

      Dine lokkers midnatsgaver,

      alt, hvad yndigt er at nævne,

      skal som babylonske haver,

      vinke mig til sultanstævne.

      Derfor er det brav igrunden

      med dit tomme pandehvælv.

      Har man sjæl, så er man bunden

      i betragtning af sig selv.

      Hør, imens vi just er ved det; —

      hvis du vil, du skal, min tro,

      få en ring om ankelledet; —

      det blir bedst for begge to; —

      jeg taer plads i sjælestedet,

      og forøvrigt – status quo.

      Hvad? Hun sover! Er det gledet

      hus forbi, hvad jeg har sagt? —

      Nej; det stempler just min magt,

      at hun flyder bort i drømme

      på min elskovstales strømme.

      Her er søljer! Her er fler!

      Sov, Anitra! Drøm om Peer —

      Sov! Isøvne har du kronen

      på din kejsers pande sat!

      Sejr på grundlag af personen

      vandt Peer Gynt i denne nat.

      Lad være; jeg bider!

      Du lille skalk!

      Hvad vil du?

      Vil? Lege due og falk!

      Føre dig bort! Gjøre gale streger!

      Skam dig! En gammel profet – !

      Å, vås!

      Profeten er ikke gammel, din gås!

      Synes du dette på alderdom peger?

      Slipp! Jeg vil hjem!

      Nu er du koket!

      Tænk, hjem! Til svigerfaer! Det var net!

      Vi gale fugle, af buret fløjne,

      tør aldri mere komme ham for øjne.

      Desuden, min unge, på samme sted

      bør man ikke for længere til slå sig ned;

      man mister i agt, hvad man vinder i kendskab; —

      især, når man kommer som profet eller sligt.

      Flygtigt skal man vise sig, gå som et digt.

      Det var s’gu på tid at besøget fik endskab.

      Det er vaklende sjæle, disse slettens sønner; —

      tilslut vanked hverken virak eller bønner.

      Ja, men er du profet?

      Jeg er din kejser!