Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке. Генрик Ибсен
Читать онлайн книгу.
knejser!
Giv mig den ring, som sidder på din finger.
Tag, søde Anitra, det hele pøjt!
Dine ord er sange! Lifligt de klinger!
Saligt, at vide sig elsket så højt!
jeg vil af! Jeg vil lede hesten, som din slave!
(Rækker hende ridepisken og stiger af.)
Se så, min rose, min dejlige blomst;
her vil jeg gå i sandet og kave
til jeg rammes af solstik og får min bekomst.
Jeg er ung, Anitra; hva det for øje!
Du får ikke veje mine fagter så nøje.
Spas og spilopper er ungdoms kriterium!
Hvis altså ikke ånd var så tung,
så vilde du skønne, min yndige nerium, —
din elsker gjør spilopper, – ergo er han ung!
Ja, du er ung. Har du flere ringe?
Ikke sandt? Der; grams! Som en buk kan jeg springe!
Var her vinløv i nærheden, skulde jeg mig kranse.
Ja minsækl er jeg ung! Hej, jeg il danse!
(Danser og synger.)
Jeg er en lyksalig hane!
Hak mig, min lille tippe!
Ej! Hop! Lad mig trippe; —
jeg er en lyksalig hane!
Du sveder, profet; jeg er angst du skal smelte; —
ræk mig det tunge, som dingler i dit belte.
Ømme bekymrig! Bær pungen for stedse; —
uden guld er elskede hjerter tilfredse!
(Danser og synger igen.)
Unge Peer Gynt er en Galfrands; —
han ved ikke på hvad fod han vil stå.
Pyt, sa’e Peer; – pyt, lad gå!
Unge Peer Gynt er en Galfrands!
Frydfuldt, når profeten i dansen træder!
Visvas med profetn! – Lad os bytte klæder!
Hejsan! Træk ud!
Din kaftan blev for lang,
din livgjord for vid og din strømpe for trang —
Eh bien!
(Knæler.)
Men gør mig en heftig sorg; —
det er sødt for elskede hjerter at lide!
Hør, når vi kommer hjem til min borg —
Til dit Paradis; – har vi langt at ride?
Å, en tusende mile —
For langt!
O, hør; —
du skal få den sjæl, som jeg lovte dig før —
Ja tak; jeg hjælper mig uden sjæl.
Men du bad om en sorg —
(rejser sig)
Ja, død og plage!
En volsom, men kort, – for en to-tre dage!
Anitra lyder profeten! – Farvel!
(Hun smækker ham et dygtig rap over fingerene og jager i flyvende galop tilbage gennem ørkenen.)
(står sen lang stund som lynslagen)
Nå, så skulde da også – !
(Samme sted. En time senere. Peer Gynt, adstadig og betænksom, trækker tyrkerklæderene af, stykke for stykke. Tilsidst tager han sin lille rejsehue op af frakkelommen, sætter den på, og står atter i sin europæiske dragt.)
(idet han kaster turbanen langt fra sig)
Der ligger Tyrken, og her står jeg! —
Det hedenske væsen duer s’gu ej.
Det var heldigt, det kun var i klæderne båret,
og ej, som man siger, i kødet skårt. —
Hvad vilde jeg også på den gallej?
En står sig dog bedst på at at leve som kristen,
vrage påfuglhabittens pral,
støtte sin færd til lov og moral,
være sig selv og få sig tilsidst en,
tale ved graven og kranse på kisten.
(Går nogle skrit.)
Den taske; – hun var på et hængende hår
ifærd med at gøre mig hodet kruset.
Jeg vil være et trold, ifald jeg forstår,
hvad det var, som gjorde mig ørsk og ruset.
Nå; godt, det fik slut! Var spasen dreven
et skridt endnu, var jeg latterlig bleven. —
Jeg har fejled. Ja; – men det er dog en trøst,
at fejled på grundlag af stillingens brøst.
Det var ikke selve personen, der faldt.
Det er egentlig dette profetiske levnet,
så ganske blottet for virksomheds salt,
som har sig med smagløsheds kvalmer hævnet.
En dårlig bestilling at være profet!
I embedets medfør skal man gå som i tågen;
profetisk taget man fluks er bét,
så såre man tér sig ædru og vågen.
Får så vidt har jeg gjort stillingen fyldest,
netop ved at bringe den gås min hyldest.
Men, ikke des mindre —
(brister i latter).
Hm, tenke sig til!
Ville stoppe tiden ved at trippe og danse!
Ville stride mod strømmen ved at svinge og svanse!
Spille på strengeleg, kæle og sukke,
og ende som en hane – med at