Jeg stængte for mit Paradis,

      og tog dets nøgle med.

      Det bar tilhavs for nordlig bris!

      mens skønne kvinder sit forlis

      på havsens strand begræd.

      Mod syd, mod syd skar kølens flugt

      de salte strømmes vand.

      Hvor palmen svajer stolt og smukt,

      i krans om oceanets bugt,

      jeg stak mit skib i brand.

      Ombord jeg sted på slettens skib,

      et skib på fire ben.

      Det skummed under piskens Hieb; —

      jeg er en flygtig fugl; o, grib, —

      jeg kviddrer på en gren!

      Anitra, du er palmens most;

      det må jeg saned nu!

      Ja, selv Angoragedens ost

      er neppe halvt så sød en kost,

      Anitra, ak, som du!

      Stilhed! Mon den fagre lytter?

      Har du hørt mit lille digt?

      Mon hun bar gardinet glytter,

      udrappert af slør og sligt? —

      Hys! Det klang jo, som korken

      volsomt af en flaske sprang!

      Nu igen! Og end en gang!

      Er det elskovssuk? Nej, sang; —

      nej, det er en hørbar snorken. —

      Sød musik! Anitra sover.

      Nattergal, hold op å slå!

      Alslags ufærd skal du få,

      hvis med kluk og klunk du vover —

      do, som skrevet står, lad gå!

      Nattergalene er en sanger;

      ak, jeg selv er ligeså.

      Han, som jeg, med toner fanger

      hjerter, ømme, bløde, små.

      Skabt for sang er natten sval;

      sangen er vor fælles sfære;

      det, at synge, er at være

      os, Peer Gynt og nattergal.

      Og just det, at pigen sover,

      er min elskovslykkes tip; —

      det, at spidse læben over

      bægret uden mindste nip – ;

      men der er hun jo, minsæl!

      Bedst, hun kom, alligevel.

      Herre, kalder du i natten?

      Ja såmen; profeten kalder.

      Jeg blev vækket før af katten

      ved et volsomt jagtrabalder —

      Ak, det var ej jagtlarm, herre;

      det var noget meget værre.

      Hvilket da?

      O, skån mig!

      Tal!

      O, jeg rødmer —

      Var det kanske

      hvad der fyldte mig så ganske,

      da jeg gav dir min opal?

      Ligne dig, o, verdens skat,

      med en ækkel kat!

      Barn, fra elskovs standpunkt set,

      kan en hankat og profet

      komme hartad ud på et.

      Herre, spøgens honning strømmer

      fra din læbe.

      Lille ven;

      du, som andre piger, drømmer

      skorpen kun af store mænd.

      Jeg er spøgefuld igrunden,

      og på tomandshånd især.

      Af min stilling er jeg bunden

      til en maskes alvorsskær;

      dagens pligter gør mig tvungen;

      alt det regnskab og besvær,

      som jeg har med en og hver,

      gør mid tidt profetisk tvær;

      men det ligger kun på tungen. —

      Væk med vås! I tetatet’en

      er jeg Peer, – ja, den, jeg er.

      Hej, nu jager vi profeten;

      og mig selv, mig har du her!

      Kom, Anitra, vi vil hvile

      under palmens grønne vifte!

      Jeg skal hviske, du skal smile;

      siden vil vi roller skifte;

      da skal dine læber friske,

      mens jeg smiler, elskov hviske!

      Hvert dit ord er sødt som sange,

      skønt jeg lidt kun deref fatter.

      Herre, svar mig, kan din datter,

      ved at lytte, sjælen fange?