Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке. Генрик Ибсен
Читать онлайн книгу.
må der findes kobberlejer,
som kunde tages opp påny.
Og dertil denne elv, Kastale,
hvorom der går så megen tale,
med fald på fald, beregnet lavt
til mer end tusend hestes kraft – !
Jeg går endda! Mit svenske sværd
er mer end Yankee-guldet værd!
Måske; men, ind i rækken stukne,
vi vil i massens mængde drukne;
og hvor blir så profitien af?
Fordømt! Så nær ved lykkens tinde; —
og så at standse ved dens grav!
(med knyttet hånd mod fartøjet)
Hin sorte kiste slutter inde
nabobens gyldne negersverd – !
En kongstanke! Fort! Afsted!
Hans kejserdom er om en hals!!
Hurra!
Hvad vil De?
Vinde magten!
Besætningen er let tilfals.
Ombord! Jeg annekterer yachten!
De – hvad – ?
Jeg kniber alt iflæng!
(Går ned til jollen.)
Da byder mig mit eget tarv
at knibe med.
(Går efter.)
Det er en skarv!
Et keltringstykke – ! Men – enfin!
(Følger de andre.)
Jeg får vel følge dem på færden,
– men protesterer for alverden – !
(Går efter.)
(Et andet sted på kysten. Måneskin og drivende skyer. Yachten går langt ude for fuld damp. Peer Gynt løber langs stranden. Snart kniber han sig i armen, snart stirrer han ud over havet.)
Mareridet! – Væv! – Nu vågner jeg snart!
Den står fra land! Og i rasende fart! —
Bare væv! Jeg sover! Jeg er drukken og yr!
(Knuger hænderne.)
Det går dog umuligt an, at jeg dør!
(Rykker sig i håret.)
En drøm! Jeg vil det skal være en drøm!
Forfærdeligt! Hu; det er sanhed, desværre!
Mine asner af venner – ! Hør mig, Vorherre!
Du er jo så vis og retfærdig – ! O, døm – !
(Med oprakte arme.)
Det er mig, Peter Gynt! Å, Vorherre, pas på!
Tag dig af mig, fader: ellers må jeg forgå!
Lad dem bakke maskinen! Lad dem fire ned giggen!
Stop tyvene! Gør noget uklart i riggen!
Hør mig! Lad ligge de andres grejer!
Verden skøtter dig nok selv imens! —
Nej – Gud om han hører! Han er døv, som han plejer!
Det er stel! En Gud, som på råd er læns!
(Vinker oppad.)
Pst! Jeg har skilt mig ved negerplantagen!
Jeg har skikket missionærer over til Asien!
En håndsrækning er dog en anden værd!
Å, hjælp mig ombord – !
(En ildstråle skyder ivejret fra yachten og en tyk røg vælter ud; et hult knald hæres; Peer Gynt udstøder et skrig og segner ned i sandet; lidt efter trækker røgen bort; skibet er forsvundet.)
(bleg og sagte)
Det var straffens sværd!
Tilbunds med mand og mus i et plump!
O, evigt priset være lykkens slump! —
(Rørt.)
Slumpetræf? Nej, det var mer end så.
Jeg skulde frelses og de forgå.
O, tak og pris, at du har mig hyttet,
holdt øje med mig trods alle mine brøst! —
(Ånder dybt ud.)
Hvilken vidunderlig tryghed og trøst
i at vide sig selv separat beskyttet.
Men i ørken! Hvor får jeg mad og drikke?
Å, jeg finder nok lidt. Det må han forstå.
Det er ikke så farligt; —
(højt og indsmigrende)
han vil visst ikke,
at jeg lille fattige spurv skal forgå!
Bare ydmyg i sindet. Og så unde ham frist.
Lade Herren råde; ikke hænge med ørene —
(farer forskræmt ivjeret).
Var det en løve, som knurred i rørene – ?
(Med klapprende tænder.)
Nej, det var ingen løve.
(Mander sig op.)
En løve; jo visst!
De bæster, de holder sig nok afsides.
Med sin overmand er det ikke grejdt at bides.
De har jo et instinkt; – de føler, som sandt er,
det er farligt at lege med elefanter. —
Men alligevel. Jeg får finde et træ.
Derborte svajer akazier og palmer;
kan jeg klyve derop, har jeg tryghed og læ, —
især hvis jeg dertil kunde et par salmer —
(klattrer opp).
Morgenen er ikke kvelden lig;
det skriftested er ofte nok vejet og drøftet.
(Sætter sig tilrette.)
Hvor