Se, det er praktisk

      Kære venner;

      betænk mit levnetsløb forresten.

      Hvorledes kom jeg først til Vesten!

      Som fattig karl med tomme hænder.

      Jeg måtte slide sårt for føden;

      tro mig, det faldt mig tidsnok svært.

      Men livet, venner, det er kært;

      og, som man siger, besk er døden.

      Vel! Lykken, ser I, var mig føjelig;

      og gamle fatum, han var bøjelig.

      Det gik. Og da jeg selv var tøjelig,

      så gik det stedse bedre, bedre.

      Ti år derefter bar jeg navn

      af Krøsus mellem Charlestowns Rhedre.

      Mit rygte fløj fra havn til havn;

      jeg havde lykken inden borde —

      Hvad gjaldt trafiken?

      Mest jeg gjorde

      i negere til Karolina

      og gudebilleder til Kina.

      Fi donc!

      For tusend, farbroer Gynt!

      De finder nok bedriften svævende

      på det tilladeliges pynt?

      Jeg selv har følt det samme levende.

      Jeg fant den endog odiøs.

      Men, De kan tro mig, først begyndt,

      det holder hårdt at slippe løs.

      Ialfald er det yderst svært

      i slig en stor forretningsførelse,

      der sætter tusender i rørelse,

      at bryde ganske overtvert.

      Det «overtvert» jeg kan ei lide,

      men tilstår på den anden side,

      at jeg har altid næret agt

      for hvad man kalder konsekvenserne;

      og det, at overskride grænserne,

      har stedse gjort mig lidt forsagt.

      Dessuden tog jeg til at ældes;

      jeg nærmed mig mod femtiårene, —

      fik efterhånden gråsprengt hår;

      og skønt min helbred var fortrinlig,

      så faldt den tankt dog mig pinlig:

      hvem ved, hvor snart den time slår,

      da jurykendelsen skal fældes

      og skille bukkene fra fårene.

      Hvad var at gøre? Standse farten

      på Kina gik umuligt an.

      Jeg fandt dog en utvej, åbned snart en

      forretning til på samme land.

      Hver vår jeg guder exporterte;

      hver høst jeg prester udklarerte,

      forsynte dem med det fornødne

      som strømper, bibler, rum og ris —

      Ja, mod profit?

      Naturligvis.

      Det gik. De virked ufortrødne.

      For hver en gud, hist over kjøbt,

      de fik en kilier grundigt døbt,

      vå virkningen neutralisertes.

      Missionens mark lå aldri brak;

      thi guderne, som kolportertes,

      af presterne blev holdt i schak.

      Nå, men de afrikanske varer?

      Der sejred også min moral.

      Jeg indså, den trafik var gal

      for folk i fremadskreden alder.

      Men ved jo ej, når fra man falder.

      Og dertil kom de tusend snarer

      fra vore filantropers lejr,

      for ej at nævne kapringsfarer,

      samt risiko af vind og vejr.

      Alt dette sammenlagt vandt sejr.

      Jeg tænkte: Peter, rev i sejlene;

      se til, at du kan rette fejlene!

      Så købte jeg mig land i Syden,

      beholdt den siste kødimport,

      som også var af prima sort.

      De trivedes, blev blanke, fede,

      så det var mig og dem en glæde.

      Je, jeg tør sige uden skryden,

      jeg handled mod dem som en faer, —

      hvad sine gode renter bar.

      Jeg bygged skoler, for at dyden

      bestandig kunde holdes på

      et visst almindeligt niveau,

      og påstå strængt at ingenstunder

      dens thermometer sank derunder.

      Nu deforuden af dele

      jeg har mig ganske trukket ud; —

      jar har plantagen samt den hel

      besætning solt med hår og hud.

      På afskedsdagen gav jeg og

      til små og store gratis grog,

      så mænd og kvinder fik en rus,

      og enkerne desuden snus.

      Se, derfor håber jeg, såfremt

      det ord ej er et mundsvejr blot:

      hver den, som ej gør ondt, gør godt, —

      så er min fortids fejlgreb glemt,

      og jeg kan holde, mer end mangen,

      med dyder mine synder stangen.

      Hvor det er styrkende at høre

      et livsprincip i scene sat,

      forløst fra theoriens nat,

      urokket af det ydre røre!

      Vi